Previous Page  111 / 438 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 111 / 438 Next Page
Page Background

91

maatte lønnes med emploi i Tiden, og at Halvparten af

Lønnen, som

4.

Informator fik, maa fordeles imellem dem.“

Det var saaledes ikke meget, de opnaaede, men kort i

Forvejen var en lignende Ansøgning bleven helt afvist med

den Begrundelse, at Lærerne ved Vajsenhuset ikke engang

havde 100 Rd. om Aaret.

I Slutningen af 1760 besluttede Direktionen at ansøge

Kongen om Tilladelse til at forøge Drengenes Antal med 25

for at hjælpe en Del af den store Mængde, der søgte at blive

optaget. Da Stiftelsen var „under Guds Velsignelse i Stand

til at forsørge et saadant Antal“ , blev Tilladelsen givet.

Alligevel maatte de tre Informatorer, af hvilke den ene for

Tiden hed Daw, der var en Slægtning af en af Direktørerne,

og som havde „gradum baccalaurei“ , besørge Undervisningen.

At Direktionen dog har haft Følelsen af, at denne led af

visse Mangler, kan man slutte af, at den i 1761 bad Konsi-

storialraad Brorson, der var Sognepræst ved Frelsers Kirke,

om at komme et Par Gange om Aaret til uvisse Tider og

Informatorerne uafvidende for at holde Katekisation og der­

ved erfare, om Drengene bliver vel undervist i deres Kristen­

dom, hvorom lian maatte indberette til Direktionen, ligesom og-

saa give Efterretning om, hvorledes de Drenge, som skulde kon­

firmeres, er bleven præpareret, og hvem af Informatorerne

der er flittigst og dueligst. For sin Ulejlighed skulde han

have 12 Ild. om Aaret foruden Kirkeofferet, der var paa

6 Ild., og endelig fik han 3 Mk. for hver Dreng, han kon­

firmerede.

Allerede et Par Dage efter, at Brorson havde faaet denne

Opfordring, gik han hen paa Opfostringshuset, hvor saaledes

den første Eksamen blev holdt den 21. Decbr. 1761. Den

fik vigtige Følger for alle tre Informatorer, idet den ene ved

den blev hjulpen til at naa sine Ønskers Maal, et Præste­

embede, medens de to andre fik deres Afsked paa Grund af

Uduelighed.

Brorson siger i sin Indberetning om Prøven, at han lod

Lærerne katekisere og søgte paa „uformærkt Maade“ at er­

fare deres Duelighed. Bondesen var den dygtigste, Abild var

kun nogenlunde, men Daw var rent ud uheldig. Da Præsten