111 / 438
91
maatte lønnes med emploi i Tiden, og at Halvparten af
Lønnen, som
4.
Informator fik, maa fordeles imellem dem.“
Det var saaledes ikke meget, de opnaaede, men kort i
Forvejen var en lignende Ansøgning bleven helt afvist med
den Begrundelse, at Lærerne ved Vajsenhuset ikke engang
havde 100 Rd. om Aaret.
I Slutningen af 1760 besluttede Direktionen at ansøge
Kongen om Tilladelse til at forøge Drengenes Antal med 25
for at hjælpe en Del af den store Mængde, der søgte at blive
optaget. Da Stiftelsen var „under Guds Velsignelse i Stand
til at forsørge et saadant Antal“ , blev Tilladelsen givet.
Alligevel maatte de tre Informatorer, af hvilke den ene for
Tiden hed Daw, der var en Slægtning af en af Direktørerne,
og som havde „gradum baccalaurei“ , besørge Undervisningen.
At Direktionen dog har haft Følelsen af, at denne led af
visse Mangler, kan man slutte af, at den i 1761 bad Konsi-
storialraad Brorson, der var Sognepræst ved Frelsers Kirke,
om at komme et Par Gange om Aaret til uvisse Tider og
Informatorerne uafvidende for at holde Katekisation og der
ved erfare, om Drengene bliver vel undervist i deres Kristen
dom, hvorom lian maatte indberette til Direktionen, ligesom og-
saa give Efterretning om, hvorledes de Drenge, som skulde kon
firmeres, er bleven præpareret, og hvem af Informatorerne
der er flittigst og dueligst. For sin Ulejlighed skulde han
have 12 Ild. om Aaret foruden Kirkeofferet, der var paa
6 Ild., og endelig fik han 3 Mk. for hver Dreng, han kon
firmerede.
Allerede et Par Dage efter, at Brorson havde faaet denne
Opfordring, gik han hen paa Opfostringshuset, hvor saaledes
den første Eksamen blev holdt den 21. Decbr. 1761. Den
fik vigtige Følger for alle tre Informatorer, idet den ene ved
den blev hjulpen til at naa sine Ønskers Maal, et Præste
embede, medens de to andre fik deres Afsked paa Grund af
Uduelighed.
Brorson siger i sin Indberetning om Prøven, at han lod
Lærerne katekisere og søgte paa „uformærkt Maade“ at er
fare deres Duelighed. Bondesen var den dygtigste, Abild var
kun nogenlunde, men Daw var rent ud uheldig. Da Præsten