225 / 438
205
fra Plejeanstaltens Direktion, at Forstanderen og Baagø for
Fremtiden skulde overveje med hinanden, hvilke Drenge, der
for deres gode Forhold og Fremgang var mest værdige til at
trække Lotteriet og til at komme med, hvor der, som i den
ovenfor nævnte Anledning, kunde falde en Fordel af.
Viceraadmand Pontoppidan, der i en følgende Tid som
Medlem af Magistraten fik med Opfostringshuset at gøre, har
i sit Værk „Magazin for almennyttige Bidrag“ omtalt Pleje-
anstaltens Direktion med stor Hensynsfuldhed, idet han ud
taler, at det vilde være uretfærdigt at give den Skylden for,
at Fattigvæsenets Kapitalfond var utilstrækkeligt til at fuld
føre den i Aaret 1771 etablerede Industriplan, ja Direktionen
søgte endog selv at indskrænke den Del af Fabrikvæsenet,
der ikke kunde være til Fordel for Fattigvæsenet i det hele.
Og han udtaler, at Byberg udelukkende af Patriotisme var
Meddirektør af Plejeanstalten, hvad han slutter af, at han
ikke vilde modtage den reglementerede Gage.
Men ganske anderledes lyder hans Dom, naar Talen bliver
om Plejeanstaltens Forhold til Opfostringshuset, som han har
sat sig nøje ind i. Han siger, at denne Stiftelse ligesom
Vajsenhuset paa Menneskelighedens Vegne tilskøder det danske
Monarkis Begenter den allerudødeligste Ære, og da den er
for fattige Børn af alle Stænder, er han sikker paa, at alle
vil give ham Bet. De første Aar var Opfostringshuset, hvad
det skulde være, nemlig en virkelig og vigtig Planteskole til
Opkomst for Professioner i alle Haandværker, Handel, Fa
brik- og Navigationsvæsen, hvad mange Borgere, udgaaede
derfra, er Vidnesbyrd om. Men da. det i 1771 mistede sin
Præses, salig Gehejmeraad Grev Bernstorff, som det billig-
kunde kalde sin værdige, gode Fosterfader, har det ingen Tid
siden været, hvad det dengang var. Derefter dadler han skarpt
Administrationen for, at Lotteriprivilegiet gik tabt. Man kan
vel give personlige Bettigheder bort, men ikke Stifteisers lov
lige Ejendom for de fødte og ufødte Slægter. En brav Mand
skal hellere nedlægge sit Embede end paatage sig den Anger,
at de umyndige fader- og moderløse Børn skal sukke over
Mangel, der kommer af, at man har krænket dem for at være
føjelig. Han har trolig gennemlæst og saa nøjagtig overvejet