243
ene havde kaldt den andens Mand for en „lang Knokkelhund“ .
Værre var det, at der udbrød farlige Sygdomme mellem dem,
saa at ikke mindre end 11 Familier blev angrebet af Kopper.
Henze, der var bleven Kirurg efter Sibberns Død, tog sig af
disse syge, naar han kom for at se til Opfostringshusets
Drenge. Da han døde, blev han efterfulgt af Capito, der i
mange Aar var Stiftelsens Kirurg. Man kan ikke andet end
undre sig i vor Tid, naar man ser, at han indsendte en Klage
til Direktionen, fordi han en Dag saa, at Vinduerne stod
aabne i Spisestuen, medens Drengene spiste, da han mente,
at derved forøgedes den Øjensvaghed blandt Drengene, som
han bestræbte sig meget for at faa udryddet. Man kan bedre
forstaa, at han forbød Drengene at gaa med hinanden paa
Skuldrene inde i Spisestuen.
Kort efter at Stiftelsen var bleven befriet for de sidste
af de husvilde, fik den en lignende Indkvartering, der dog ikke
var slet saa stor. Den 25. Marts 1798 brændte Hestgardens
Kaserne, og flere af „de afbrændte Gardere“ med deres Fa
milie rykkede ind i den Sal, der nylig var bleven forladt.
Under disse Omstændigheder vil man forstaa, at Opfostrings
huset ikke kunde blive det sundeste Opholdssted.
5. H A A N D G E R N I N G . L Æ R L I N G E .
Om Haandgerningen er der ikke meget nyt at melde i
denne Periode. En Jøde ved Navn Benjamin, som efter Ud
sigende af Departementet for udenlandske Affærer hørte til
et af de mest agtede jødiske Huse i Berlin, havde af Kongen
faaet Privilegium paa at anlægge en Silke-, Halvsilke- og
Florfabrik i København. Kommercekollegiet anbefalede en
Ansøgning fra ham til Magistraten om at maatte anlægge
Fabrikken i Opfostringshuset, hvis Drenge jo saa skulde be
skæftiges derved; men det blev ikke til noget.
Derimod fortsattes Arbejdet paa Uldstuen, og Direktionen
ønskede endda, at Antallet af Drenge, der arbejdede der,
skulde forøges, hvorfor Informatorerne i 1790 blev opfordret
til at fremkomme med Forslag om, hvorledes dette kunde ske.
Disse erklærede, at Erfaringen havde lært, at Uldstuearbejdet
16*