259 / 438
239
Forstanderens Tilsyn, og en Murmester paatog sig at indrette
Bygningen for 1100 Bd., der senere blev anvist fra Krigs
kassen. For at undgaa Samkvem mellem Soldaterbørnene og
Opfostringsbusdrengene maatte der skaffes Indgang til Skolen
fra Bredgade, hvad der voldte nogen Vanskelighed, da Land-
kadetakademiet ikke kunde afse nogen Plads. Kancelliet skrev
i Slutningen af Aar et til Magistraten, at det gerne vilde have
den Sag i Orden, inden Kronprinsen kom hjem fra Norge,
og Enden blev, at der blev afgivet en Strimmel af Stiftelsens
Grund fra Bredgade ind til Skolen. Næste Foraar modtog
Forstanderen fra Magistraten den kgl. Resolution angaaende
denne Sag, der i den Tids frygtelige Kancellistil begynder
saaledes: „Den af vores Generalitets Collegio vores danske
Kancelli tilmeldte Resolution i denne Sag corroboreres derhen,
at den militære Skoles Anlæg i Opfostringshusets Bygning
skal anses som en perpetueret Indretning, saalænge disse Byg
ninger anvendes til offentlig Brug, endskjønt de fik en anden
end nærværende Bestemmelse . . .“ . Skolen, der tillige afgav
Bolig for en Lærer, kom snart i Gang og stod som de andre
Skoler af samme Art under den bestandige Direktion for
Garnisonsskolerne i København, af hvilken i disse Aar Prins
Friederich Carl af Slesvig Holsten var Medlem. Nogle Aar
senere gik den over til Fattigvæsenet.
Kronprinsens Hjemkomst fra den Norgesrejse, der blev
nævnt ovenfor, gav Anledning til, at Opfostringshuset lige
som mange andre Bygninger i København var illumineret tre
Aftener i Træk. Stiftelsen var atter illumineret i September
1790, da Kronprinsens Gemalinde holdt sit Indtog i Hoved
staden ; dette skete dog ikke udelukkende af Patriotisme, men
Forstanderen fandt det tilraadeligt „for ikke at underkaste sig
Pøbelens Uartighed med Vinduernes Udslagelse, som forrige
Gang paa nogle Steder skete“ .
Det var ikke blot Kronprinsen, der følte sig ilde berørt
af den daarlige Luft paa Opfostringshuset; hos flere af Sam
tidens Forfattere, der havde haft Lejlighed til at se Stiftelsen,
kan man finde den meget skarpt bedømt, hvilket dog til Dels
vistnok skyldes det tidligere omtalte Sværmeri for det landlige,
samt Uvilje mod Anstalter. „Staten erstatter sjælden det,