335 / 438
315
nu bleven gammeldags, og hen imod Slutningen af Trediverne
ses det mere og mere, at Tiden er løben fra ham. Der er
kommen unge Direktører med helt andre Anskuelser end han,
og de mener, at de paa en Studs kan reformere og forbedre
alt, medens han med Oldingens Uvilje mod Forandringer
holder paa det gamle. Endnu i 1840 kan han bruse op; da
Justitsraad Petersen, der i denne Tid var meget ivrig, klagede
over Renligheden, sagde han, at han vel var gammel, men
endnu kraftig; han skulde nok trække sig tilbage, naar han
ikke kunde mere. Men i Virkeligheden var hans gamle Kraft
borte. Det kunde ses, da Justitsraad Petersen, hvis gode
Hensigt ikke altid var parret med tilstrækkelig grundig For-
staaelse af Forholdene, foranlediget af nogle anonyme Breve,
der klagede over alt og alle, dog særlig over Opsynsmand
Thomsen for den haarde Medfart, han havde givet nogle
Drenge, ønskede Legemsstraffe afskaffet, i hvert Tilfælde
vilde han have forbudt, at Opsynsmanden straffede. Thi da en
Dreng havde stjaalet, spurgte Forstanderen Direktionen, livad
Straf han skulde have, siden det i det sidste Par Aar var
bleven Skik ikke at tildele legemlig Straf. Da der blev svaret,
at han skulde have en korporlig Revselse, spørger Forstan
deren, paa hvad Maade den skulde gives, og han ender bittert
et Brev med at sige: „Der har indsneget sig en slem Tone,
da den Tillid, jeg skulde have, er gaaet over paa Drengene“ .
Børnenes Opførsel blev naturligvis ikke bedre, da de mærkede,
at Magten var taget fra Thomsen, og da han, hvis Stilling-
blev helt utaalelig, søgte Portnertjenesten, som just blev ledig,
greb Direktionen med Glæde Lejligheden til at komme af med
ham. Det var i Oktober 1841, at Bestillingen som Opsyns
mand blev ophævet, da Direktionen nu var besluttet paa at
indføre en anden Ordning med Tilsynet af Børnene.
Her var det især Direktør Sager, der var meget virksom,
og det blev ogsaa hans Forslag, der gik igennem.
„Fra den første Tid“ , begynder han, „jeg efter Mangors
Død overtog den specielle Bestyrelse af Opfostringshuset, har
jeg erkjendt, at der i denne herlige Stiftelses Bestyrelse laa
en Fejl . . . Det blev mig klart, at den brave Forstander,
hvis Alder ikke længere tillader ham at være saaledes paa