349 / 438
329
Da Forstanderen nu var en ordineret Mand, foreslog
Direktionen Pastor Biædel ved alm. Hospital, at Budde-Lund
for Fremtiden skulde konfirmere Stiftelsens Drenge, og at
Blædel i Stedet for skulde konfirmere Drengene fra Bred
gadens Skole. Men det vilde Blædel ikke gaa ind paa, da
disse Drenge ikke var nær saa behagelige som Opfostrings-
husets, der i Beglen bestod af de bedste Drenge fra Fattig
skolerne. Der opkom i den Anledning en Strid mellem D i
rektionen og Blædel; thi denne henvendte sig alligevel til
Sjællands Biskop og fik af ham Tilladelse til, at Budde-Lund
maatte foretage Konfirmationen, som han saaledes troede at
kunne hlive fritaget for uden at være nødsaget til at konfir
mere andre Drenge i Stedet; men da denne Henvendelse
havde fundet Sted uden Direktionens Vidende, følte denne sig
stødt, og der skete ingen Forandring.
Økonomi- og Skoledirektørerne ordnede Fordelingen af Un
dervisningstimerne saaledes, at Forstanderen foreløbig fikBeligion
og Dansk i de to øverste Klasser, i alt 18 Timer om Ugen,
medens de øvrige Fag, der udgjorde 50 Timer, fordeltes mel
lem to Lærere. Gagen for disse beregnedes efter 300 Bd.
for 36 Timer om Ugen, desuden skulde de for Tilsynet med
Drengene have hver 100 Bd. om Aaret foruden fri Bolig,
Lys og Brændsel. Der var dog foruden de to tilsynshavende
Lærere ogsaa nogle Timelærere, nemlig foruden den ovenfor
nævnte Soetman, Underkonstruktør paa Holmen Fr. Alstrup,
der havde haft Timer paa Stiftelsen siden 1845. Hæst efter
Borch har ingen tjent Opfostringshuset saa længe som han,
idet han først gik af 1893 i en Alder af næsten 80 Aar, efter
i mangfoldige Aar at have ledet Tegneundervisningen, som
han dog ikke havde de første Aar, da han gav Undervisning
i Matematik og Naturfagene. Men de to tilsynshavende Læ
rere kom samtidig med Forstanderen, og det var naturligvis
ikke heldigt, at de tre Mænd, der særlig fik med Drengene
at gøre, alle var ny; desuden var Forstanderen optaget af
andre Forretninger og betragtede vist nærmest Embedet som
en Ventestilling, inden han kunde faa noget bedre; thi alle
rede den 14. Maj 1852, altsaa ikke fuldt tre Aar efter sin
Ansættelse, begærer han sin Afsked, da han er bleven kaldet