52 / 205
Løbenumer 36.
41
De kom navnlig, n a a r de to studerende Sonner Christo
phe r og E rn st vare hjemme i Ferierne og havde tiere gode
Venner med. Saa gik det, særlig i Juleferien, løs med Om
gangshaller, Kaneture, Koncerter, Julelege o. s. v., og den
yngste, kun 12-13 Aar gamle Son var da som oftest Kusk;
med to livlige sorte Hingste for kjørte han ad Falsters den
Gang næsten halsb rækkende Veje trygt Fam ilien til Pastor
Sørensens i Gunslev, Provst Grundtvigs i Torkildstrup, Pastor
Halses i Kippinge, K amm e rjunke r Thestrups paa Valnæsgaard,
Overkrigskomm issæ r Stampes paa Nebøllegaard o. s. v.
»Ved disse forskj ellige Sammenkom ster var Moder i Re
gelen med«, skriver Sonnen. »At det glædede hende at se
Ungdommen m o re sig, kunde m an baade see paa hende og
hø re hende sige, men ikke m ind re glædede det os Alle at
have hende med, og ofte e rind re r jeg, n a a r vi kom kjørende
op til Indgangen (Forstuen) hos Halses, Sorensens, Thestrups,
eller hos and re Omgangsvenner, at have baade seet og hørt
fra Fo rstuen Klap i Hænderne og glade Udraab: »Provstinden
er med!« Og hvorledes kunde det vel ogsaa være anderledes,
end at m an med Glæde maatte flokke sig om den kjære, gode
velsignede Moder. Altid havde hun et godt og kjærligt Ord
til Alle; baade Unge og Gamle vilde gjærne tale med hende.
Poetisk som Moder va r anlagt, havde hun altid i Talens Løb
et eller ande t skjæm tende Ordspil, Rim eller Citat af Wessel,
Holberg og and re Fo rfattere at underho lde med, ligesom hen
des gode Hukomm else gjem te paa Fo rraad af Anecdoter, som
anb rag te paa hendes eiendommelige torre, men tactfulde
Maade ofte frembragte hjertelig Latter og Munterhed.«
Det er et fint og k jon t Billede, han he r giver af sin Moder,
og h an h a r endnu m ere at tilføje. Han siger et andet Sted:
»Moder va r med sin store Kjærlighed, sin blide og rolige God-
g jorenhed og sin store Indsigt i mange chirurgiske Tilfælde
ofte til megen Trøst og L indring navnlig for den lidende Fat
tige«. H un betød Noget for sine Omgivelser, baade de nær
m ere og de fjæ rnere, Bønderne gik hellere til hende end til Di