SlægtenNyrop

Femte Slægtled.

striktets Læge, og Heldet fulgte hendes uskyldige Kure. Hun

va r a fg jo rt M idtpunktet i en stor V irksomhed, som hun djærv

og p rak tisk fuldt ud magtede. Det e r et Fingerpeg, a t Præ-

stegaardens K jøkkenhave stod und e r hendes specielle Opsigt,

og at h u n fik megen Ros for dens Gronsager.

Og godt var det, at hun v a r prak tisk , ti de gode T ider, vi

have hø rt

0111

, vedblev ikke. Da Provst Nyrop begyndte sin

gejstlige V irksomhed som Kapellan i G ran, va r det unde r

saare beskedne V ilkaar, som hans Ægteskab med V ilhelm ine

Schwanitz noget bødede paa. Og fra den Side kom der efter-

h a and en Mere til, saa det er forstaaeligt, at Pasto r Nyrop ved

det Samfrændeskifte, h an for sit andet Ægteskab afho ld t i

Glostrup P ræ stegaard den 24. September 1795, ud taler, at

hans første H ustru havde »ført Alt ind i Boet«. Velstanden

va r dog ikke overvæ ldende, den halve Del af Boet, der blev

udlagt til de fire levende Born af første Ægteskab, va r 750 Rd.

og hvad han indsatte i Enkekassen for den Hustru , han nu

skulde ægte, v a r kun 133 Rd. 2 Mk. Men Kaldene, h an havde,

vare gode, og det er derfo r forstaaeligt, at han i 1819 skrev sig

som Kavtionist, da fhv. A rtillerilo jtnan t Daniel B rinck , der,

forlovet med Datteren Vilhelm ine, ko rt efter blev hans Sviger

søn, ved et Gaardkjøb skulde hjælpes i Vej til at blive L and

mand. Forsøget gik grundig galt, og Kavtionen samm en med

de i Alm indelighed saare vanskelige T ider, tæ rede efterhaanden

endog meget stæ rk t paa de gode Kaar i R iserup. I Juli 1827

skriver Provsten til sin yngste Son: »Bed B rød rene skrive be

timelig, n a a r de trænge til Penge; Du kand nok med Dem

tænke, hvo r svært det er mig denne Tid, da tillige B rinck og

Holgershaab h a r sadt og sætter mig i saa store Udlæg og Udgiv-

ter«. Men selv om B rød rene, de to S tuden ter i K jøbenhavn,

skrev itide, kunde deres Ønsker ikke altid opfyldes. I et andet

Brev skriver h an til den ældste Son C h risto p h e r: »Jeg frygter nu,

at Din kfiære] Brodfer] E rn st liider Cassemangel, og jeg liitler

selv derved, end megfet] m ere end ved egfen] Mangel. Men

næste F red [ag] haab e r [jeg] at afsende Noget.« Der var