48 / 205
Løbenumer 36.
37
De saa med Beundring op til den poetiske Præst, og særlig
Lise elskede sin Fade r inderligt. Hun stod ham nær. I et
længere Digt fra hende til hans 57aarige Fødselsdag, kalder
hun h am : »Min Fade r, ja mere, o en Ven!« I digterisk Hen
seende er dette Poem dog ikke det bedste, hun h a r præsteret.
I saa Henseende er de r derim od peget paa et Digt til Foraa-
rets Pris:
Du bryder Vintrens Kiæder
Velsignet yndig Vaar,
Ja idel, idel Glæde
Dit milde Aasyn .spaaer,
Du tænder Glædens Varme
Udi hver Skabnings Bryst;
Du gyder i de Arme
Nu atter Levelyst.
Hendes glade, m un tre Sind ud taler sig h e ri, et saadant
havde hun nemlig, og n a a r nu hertil fojes, at hun baade sang
og spillede og desuden besad stor huslig Dygtighed, kan man
forstaa, at Pasto r Nyrop hurtigt besluttede sig til at fri. Det
var en virkelig Skat, han bragte med sig, da han efter
B ry llupet paa Brolykke hjem førte hende til Præstegaarden i
Glostrup.
Der h a r selvfølgelig været Meget at tage vare paa i det nye
Hjem, der i halvandet Aar havde været uden Husmoder. Lise
Nyrop fik strax fire Stifborn, tre Døtre mellem 117a og 3 Aar og
en Son paa IVa Aar, og saa blev hun selv efterhaanden Moder
til otte Born, af hvilke det ældste, en Dreng, der opkaldtes
efter hendes Fade r, dog allerede døde den 30. September 1797,
kun lidt over et Aar gammel. Hvor maa dette have været
hende en Sorg, ti hendes Glæde over Barnet var stor. Til
dets Daab kom der Digte fra baade hendes Fader og Moder.
De lyde efter Tidens Skik vel en hel Del abstrakte, de ere
fulde af Dyd — »Lær ham sin Pligt at være Dyden troe«, »at
voxe op til Dydens Æ re«, »at elske Dyd, thi evig er dens Lon«,
o. s. v. — m en Kjærligheden til Datteren og Glæden over, at