90 / 205
Løbenumer 60.
79
ped itø r og Fæ rgeforpagter H. M. Arnkiel. Med en D atter herfra,
Em ilie Arnkiel, havde E rn st Nyrop forlovet sig, m en Fo rlo
velsen gik overstyr, og den he rove r i hans næ rm este Kreds
vakte Sorg og Fo rtrydelse var m edv irkende til, at h an flygtede
til det fjærne Mors. Sikkert er det, at der paa denne Tid fore
gik en stor Fo rand ring i hans Sind, en Fo rand ring , der ogsaa
anfægtede hans Trosliv. Man kan se det af Ytringer i nogle af
Distriktslæge Ernst Nyrop.
Emma Nyrop f. Rummellioff.
de faa Breve, der kjendes fra hans Moders Haand. Hun
skriver i 1837 i et Brev til Sonnen Ch ristopher: »Gud give, at
E rn st vidste, hvad hans rette Vel var«, og i F eb ru a r 1839: »Ernst
kunde dog fortælle os meget, som va r mere paalideligt end Avi
serne, dog hans egen Sindsbeskaffenhed var mig det vigtigste«.
Hvad hans Moder h e r sigter til, er, at Aviserne paa den Tid,
hl. A. ogsaa Lo lland-Falsters Stiftstidende f o rd e n 15. F eb ru a r
1839, berettede om en mægtig Vandflod i Limfjordsegnene, der
havde hærget stæ rkt i Nykjøbing paa Mors. Sonnen forholdt sig
tavs, han skrev kun sjældent, m en derfor var det nok kommet