121 / 204
86
stod han i venskabelig Forbindelse, og af disse var maaske
den mærkeligste Marco Aurelio Severino i Neapel, Refor
matoren af Chirurgien ved Universitetet i denne By (f. 1580,
d. 1656).
Severino satte Pris paa Rode og benyttede hans
Hjælp, saaledes som det strax skal blive vist. I et Brev til
Ole Worm, skrevet 1. Juli 1644, omtaler han Thomas Bar-
tholin, de tre Brødre Fuiren og Peder Charisius med megen
Ros, og fortsætter saaledes: »Qvos tamen omnes præivit
litteraturæ tum solidioris, tum politioris Antistes Joannes
Rhodius, Civis honorificentissimus vester.«
Rode var intet Geni, han gjorde ingen Opdagelser i
Læge-Videnskaben, han fremsatte ikke nogen ny Lære. Hans
Uddannelse gik fra først af igjennem Theorier; Galenus,
Hippokrates, Paracelsus, Aristoteles vare de Mestre, i hvis
Opfattelser han blev uddannet; men saa kom Studierne i
Basel og i Padua, og nu kunde han lære: først Øjet, saa
Tanken, først Iagttagelsen, saa Kombinationen. Det menneske
lige Legeme skulde granskes, men til at Forstaaelsen af de
sygelige Tilfælde kunde blive rigtig, og Lægemidlerne og
Kurene anvendes paa heldbringende Maade, dertil kunde han
gjennem sin udstrakte Lærdom finde de rette Steder i de
rette Læremestres Skrifter, som kunde hjælpe ham. Rode
maa nærmest siges at have været af en konservativ Karakter;
tilbageholden og forsigtig som han var maatte han blive
varsom med at tilegne sig det helt Nye, som fremkom paa
hans Tid, og det kan vel være tvivlsomt, om han helt har
kunnet slutte sig til Harvey (der havde været Discipel af
Fabricio d’Acquapendente i Padua, hvor han tog Doktor
graden), medens han lettere gik ind paa Thomas Bartholins
Opdagelser8*. Iatrochemien, som han havde lært i Marburg,
blev senere ganske lagt paa Hylden. Et Vidnesbyrd herom
forekommer i et Brev fra Rode skrevet den 17. August
1654, hvor det hedder: »Iatrochemien, som under mit Navn