124 / 204
89
Neapel besørgede han Udgivelsen og Trykningen i Padua af
hans Skrift »Vipera Pythia, id est de Viperæ natura,« som
udkom 1655; paa lignende Maade hjalp han Ottavio Ferrari;
for Fortunio Liceto forfattede han Registret til hans Bog om
Gemmer, og da Nic. Heins vilde udgive Claudian, var Rode
ham behjælpelig med at kunne benytte Haandskrifter.
Paa dette Sted kan maaske en lille Notits finde Plads
om, hvorledes man i en hel anden Retning søgte Hjælp hos
Rode. Da Otte Thott, Danmarks Riges Raad og Befalings
mand paa Malmøhus (f. 1607) var bleven syg, og hverken
Simon Paulli eller de fornemste Læger i Kjøbenhavn og i
Hamburg kunde hjælpe ham, da »lod han skrive til Italien,
derudi til Rom, Padua og andre Stater, og ved den berømte
Johannem Rhodium forfare lærde Mænds Tykke og Mening,
hvad ham udi saadan haard tilfalden Svaghed raadeligst
skulde være.« Tre Aar efter døde Otte Thott, 165689. Det
er kun et enkelt Exempel, der er bevaret paa, at Rode er
blevet skattet som Læge; men der kan jo ingen Tvivl være
om, at en Mand med hans milde, kjærlige Sind, og med
hans store lægevidenskabelige Kundskaber har været en søgt
Læge i Padua. Naar man Intet hører herom uden hvad
Bertel Bartholin har fortalt, saa har Rode i denne Henseende
delt Skjæbne med saa mangen en Læge, der med Dygtighed
og Opofrelse har passet sine Syge og været dem til Hjælp
og til Trøst, uden at Historiens Annaler har opbevaret Efter
retninger herom.
Men vender man sig fra de trykte Bøger til den skrevne
Bog, som laa paa Rodes Bord i alle de Aar, han levede i
Padua, hans Stambog, saa fremstiller sig for Tanken alle de
mange Unge, som have indført deres Navne i dette Album,
og det Samliv, de have ført med den beskedne, livlige, venlige,
trofaste, hjælpsomme Ven og Vært, staar levende for En.
Mange have været hans Husfæller, mange hans Bordfæller,