120 / 204
8 5
Christian Fabritius’s og Johannes Rodes Musæumssager og
forenet dem med hvad han selv havde tilvejebragt, saa at
intet Musæum her i Landet med Undtagelse af det kongelige
kunde maale sig med hans. I Værket »Museum regium«
omtales en Fibula, som har tilhørt Rode, og som denne har
benyttet i sit Skrift »de Acia«; og paa et Sted, hvor man
ikke skulde vente at træffe en saadan Notits, nemlig i Peder
Resens Fortale til hans Udgave af Edda, omtales, at Johan
Rode ejede et Marmor-Billede af Aristoteles (formodentlig en
Buste), som G. Georgi havde tegnet og stukket i Kobber8'.
En smuk Erstatning for Tabet af saa mange Herligheder
er Rodes Stambog, der endnu er bevaret, thi igjennem den
lever han selv op for Efterslægten.
Det er ikke med Urette, at Ostenfeld har kaldet Rode
en Polyhistor, thi denne Betegnelse passede godt paa ham,
forsaavidt som hans Interesser og hans Viden gik i mange
Retninger. Men med denne Betegnelse forbindes let Tanken
om noget Overfladisk, og det passede ikke paa Rode, thi
han var grundig i al sin Viden, hvor omfattende den ogsaa
var. Derfor saae hans Samtidige ogsaa op til ham med Be
undring, og derfor finder man altid i disses Skrifter og
Breve Rode omtalt med Ærbødighed. For blot at nævne et
Par Exempler: den ansete franske Professor medicinæ i
Paris René Moreau (f. 1587, d. 1656) bruger i et Brev til
Thomas Bartholin skrevet 1. Marts 1646 dette Udtryk om
Rode: »magnum sæculi nostri lumen,« a: »vort Aarhundredes
store Lys82.« I et Skrift om Rodes Ven Lægen Georg Hier.
Welsch forekommer disse Ord om Rode: »Musarum ocellus,
vir summæ eruditionis, magnisque in omne literarum genus
earumque cultores meritis celeberrimus85,« o: »Musernes Øje
sten, en Mand, som nyder en overordentlig Anseelse paa
Grund af sine Fortjenester af saa mange Videnskabs-Grene
og af dem, som dyrke disse.« Med mange italienske Læger