![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0131.jpg)
9 6
Professorater: i Padua, i Kjøbenhavn, i Sorø, for at kunne
leve ene for den. Han blev aldrig mere end »Medicinæ
Canditatus.«
Saaledes skrev altsaa Rode om sig selv. Hans yngre
Samtidige, Thomas Bartholin, Rodes ivrige Beundrer, skrev
1658 følgende Epitaphium over ham
9
2:
Dania me genuit, famam super æthera Pallas,
Et tumulum membris urbs Patavina dedit.
Hactenus exilio patriam mihi sponte negavi,
In coelis patria est prospicienda mea.
Ja, Rode kom ikke tilbage til sit Fædreland. Men hans
Berømmelse strakte sig over det kultiverede Europa, thi han
hørte til sin Tids lærde Notabiliteter. Og dog er det smukt
at se de sidste Breve skrevne af ham til Landsmænd i Italien,
1653—54 til Jakob Bircherod, 1655—57 til Henrik a Møinichen;
thi disse Breve ere skrevne i Rodes danske Modersmaal.
Latinisten, Italieneren Johan Rode vedblev til sin sidste Tid
at være en god dansk Mand, og Danmarks Konge var for
ham til hans Død »il mio serenissimo Re.«
Johan Rode kalder sig selv 1612 »Hafnia-Danus,« Bertel
Knudsen kalder 1615 Rode »Portua-Danus,« i Petræus’s
Nosologia kaldes han 1616 »Hafn. Danus« og »Hafniensis
Danus,« Willich Westhoff kalder ham 1620 »Portunius«. Ole
Worm kalder i sit Skrift: Danorum Literatura antiquissima,
udkommet 1651, Rode for »Hafniensis.« Thomas Bartholin
har i sin Bog »Cista medica Hafniensis,« der udkom 1662,
givet en Fortegnelse over Professorer i Medicin ved Kjøben
havns Universitet, og nævnet Rode blandt »Medicinæ Doctores
alii — in Academia Hafniensi Professores,« eftersom han blev
kaldet til Professor i Physik; Bartholin giver en kort Notits
om Rode og om hans Skrifter, og til hans Navn føjer han Ordet