133 / 204
98
Claude Capperonnier, og i dette Skrift sagde Burman: »Johannes
Rhodius, licet Danus gente, vir tamen vere doctus et ab
omni fastu pædagogico alienus,« o: »Skjøndt Rode var en
Dansker, var han dog en i Sandhed lærd Mand, og han var
fri for alt Skolemester-Hovmod.« Ludvig Holberg læste i
disse Ord en blodig Fornærmelse imod alle andre danske
Lærde, og han fik, 1727, i et i Haag udkommende literært
Tidskrift en Artikel trykt med Overskrift: »Holgeri Dani ad
P. Burmannum Epistola,« i hvilken han ordentlig læste
Burman Texten og forsvarede de danske Lærdes Ære.
Christian Falster holdt i samme Anledning i Ribe Skole en
latinsk Tale, der er rettet imod Burman, og Hans Gram ud
talte sig i Breve til J. A. Fabricius i Hamburg ligeledes
skarpt om Burmans uberettigede Angreb paa hans danske
Landsmænd. De tre berømte danske Lærdes og ærlige Pa
trioters Kamp imod Burman var imidlertid som en Kamp
med Vejrmøller, thi de havde slet ikke forstaaet Situationen.
Capperonnier havde nemlig paa en hovmodig Maade udtalt,
at kun de franske Philologer vare Lærde, og Burman bruger
nu Johan Rode som Exempel paa, at der fjernt fra Frankrig,
langt mod Nord, helt oppe i Danmark, kan fødes sande
Videnskabsmænd, der ikke prale med indbildt Lærdom, men
forstaa at forene udstrakt Lærdom med Beskedenhed. Naar
Burman drog Rode frem, da var Grunden tildels den, at
Rode havde leveret et saa udmærket Arbejde som hans Lexikon
til Scribonius er, hvilket nævnes i Modsætning til det, Cappe
ronnier havde føjet til sin Udgave af Quintilian. Denne
Sags rette Sammenhæng er først bleven fuldstændig oplyst
186595. Som den har Interesse med Hensyn til Holberg,
Falster og Gram, saa har den ogsaa Interesse for Rodes Ved
kommende, fordi den viser, hvor smukt en Philolog som
Burman i det 18. Aarhundrede dømte om ham.