76 / 204
4i
grad i Basel 1637 og Afhandlingen er ledsaget af et latinsk
Digt af Rode.
1636: Peder Lasson, Poul Moth.
1637:
Christen Stougaard. 1641: Henrik Fuiren, som boede i Hus
sammen med Rode.
1643: Theodor Fuiren, Bertel, Kaspar
og Thomas Bartholin.
1644: Hans Mule, Zacharias Lund,
Ludvig Pouch.
1647: Vitus Bering.
1649: Christen Osten-
feld.
1650: Frederik Licht, der har skrevet: »Nunquam
animo divisus. Til et tegn aff min evig, schuldigst och troe
Tienist imod hans Exellence Sigr Rohdio haffuer ieg disse
faa ord schreffuit.«
1651: Willum Lange, Bartholomæus
Luxdorph.
1653: Jakob Bircherod, Christian og Jens Foss,
Sønner af Rodes Ungdomsven Niels Foss, Peder Resen.
1654: Rasmus Bartholin. 1655: Theodor Petræus. 1658: Henrik
a Moinichen. Endnu maa nævnes tre Kunstnere: 1629, Martino
»de« Stenwinkel; 1654, Nic. Guntelberg, hvis Haandskrift er den
smukkeste i hele Bogen; 1656, Lambert von Haven, bekjendt
som Bygmester af Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.
Gjennemløber man disse Navnelister, fremkaldes Erin
dringen om megen Virksomhed i Statens og Videnskabens
Tjeneste, som disse Mænd have udfoldet.
Hvilket langt
Tidsrum spænde Navnene ikke over, Rode født 1587, Henrik
a Moinichen død 1709! Og hvor forunderligt, at Rode i det
fjerne Padua har kunnet sige, naar han hørte hvad der var
hændet i Fødelandet i de mange skæbnesvangre Aar under
Trediveaarskrigen og underSvenskekrigene 1643—45,1657—59:
den, den og den Mand, som der fortælles om, har jeg seet,
jeg kjender ham, han har været her, har boet i mit Hus!
Der herskede den smukke Skik ved Universitetet i Padua,
at naar Nogen paa en fremragende Maade havde gjort sig
fortjent af Universitetet eller de Studerende, saa blev han
hædret ved at en Tavle med hans Navn og en Indskrift
blev ophængt i Buegangen eller i Loggiaen, der løb rundt
omGaarden, som omsluttedes af Universitets-Bygningens fire