72 / 204
37
Hjemmet; og det kom vistnok af, at Rode var en ængstelig
Natur, der kun med stor Forsigtighed og efter lang For
beredelse kunde fatte en saa indgribende Beslutning som
det vilde være, at forlade Padua. Ligesom det er sagt om
en af det nittende Aarhundredes danske Lærde, Erik Christian
Werlauff, at han hyldede Digteren Ovids Ord: »bene vixit,
qui bene latuit,« saaledes kunde man vistnok anvende den
samme Sætning paa Johan Rode. Og sætter man sig ret ind
i hans Karakter, maa det vistnok paatrænge sig En, at han
hørte hjemme i Studerekammeret, i Auditoriet, men ikke paa
Kathedret, at han var som skabt til at virke i en snever
Kreds, men ikke til at føre an for en stor Tilhørerkreds, at
han var for bly til at gjøre Indtryk paa de Mange, at han
manglede Personlighed.
Og stiller man ham ved Siden af
den Professor, som ved Kjøbenhavns Universitet kom til at
bane ny Vej for det anatomiske Studium og som deltog i Ind
retningen af Domus anatómica, nemlig Simon Paul li, saa er
det klart, at denne var Mand for at sætte Noget igjennem
her, og at Rode ikke var det. Det har Rode vist selv havt
en Følelse af, og har han efter nøje Prøvelse af sig selv
ligeoverfor de Opgaver, som vilde blive stillede ham i
Kjøbenhavn, beskeden holdt sig tilbage, saa har han handlet
som en ærlig Mand, idet han vægrede sig ved at paatage sig
Arbejder, som han ikke kunde
magte.Menman kan kun
beklage, at hans rige Kundskaber ikke kom flere tilgode i
hans Fødeland.
Endnu engang blev der gjort Forsøg paa at drage Rode
hjem.
Den 13. April 1649 udfærdigedes et Kongebrev fra
Kancelliet til Rode, med følgende Overskrift i Protokollen
»Joh. Rhodius fik Brev etc.«
»W. S. G. Eftersom Vi naad. haver erfaret, hvad Be
rømmelse I ved Eders Erudition og Skikkelighed paa de
Steder, hvor I Eder hidindtil haver opholdet, haver erlanget,