101 / 129
97
gjorde, at man snart lærte at holde af »Kvik« og føle sig
hjemme der.
Der var i de Aar en Del muntre Fyre dernede, Folk,
hvoraf de fleste nu desværre sjældent ses i Baadehuset. For*
uden
Emil Rasmussen
og hans Broder
Martinius
husker jeg
blandt de mere fremtrædende
C. B T o x , Lundbeck, Sonne,
Broe, Wilh. Hansen, Gaugin, Peter Ottosen
og Brødrene
Einar
og
Aage Andersen.
De kunde finde paa mange Ting. Jeg
husker en bælgmørk August*Aften (det var, før man havde
tænkt paa at snyde Belysningsvæsenet med »Sommertiden«);
vi var paa en Fællestur til Charlottenlund, hvor jeg forøvrigt
Kaproningen, Svendborg 1908. »Kvik« Nr. 2
havde maattet give Kaffe til hele mit Hold, fordi jeg, der
roede
2
.*Aaren i Baaden, havde undladt at raabe: »Hurra for
det lille hvide Hus«, da vi passerede et lille mørkt Træskur
et Sted ved Svanemøllebugtens Kyst. Jeg kendte selvfølgelig
intet til denne mystiske Mærkværdighed, da det var første
Gang, jeg var roende til »Lunden«, men maatte jo bøje mig
for den uskrevne, men ubønhørlige Lov om Kaffen. Ude hos
Guldager havde vi spist vore medbragte Klodser og sunget
den den Gang traditionelle: »Hva’ var det, du sa e? Sa e du
Bøf med Løg?« Saa kom vi hjem, gravmørkt var det; gamle
»Been« var forlængst skoddet over til Havnemolen og var
skoddet tilbage igen, og nu var han formodentlig paa Vej
hjem til Nattesøvnen, det mente vi da, og vi saa heller ikke