RoforeningenKvik

Klubbens Rammer. Det indbildske og latterlige, hvoraf der

næsten altid er lidt hos unge Mennesker, skal nok i al God*

modighed blive trukket frem og slebet af.

Det var i Foraaret

1 9 0 4

, at jeg blev Medlem af »Kvik«,

og straks første Aften, jeg mødte med mit Kluns i Baade*

huset, blev jeg sat i en Baad. Nu havde jeg som Dreng

altid ligget og pjasket paa Vandet i et gammelt, fladbundet

Strygejern af en Pram, og jeg havde afluret Krydstoldbetjenten

i min Fødeby en Finesse, han som gammel Chaluproer havde

med at hvile paa Aaren efter hvert Tag; dette Trick var jeg

meget stolt af og mente naturligvis at være en forholdsvis

dygtig Roer. Naa, jeg kom ud i gamle »Duo« med

Emil

Rasmussen

som Styrmand og skulde straks give Prøver paa

min Færdighed; naturligvis var jeg paa faste Sæder, noget

saa moderne Djævelskab som Rullesæder blev vi først gjort

bekendt med, naar vi havde lært at føre Aaren. Vi fik basket

os ud af Havnen, og jeg begyndte at vise mine Kunster med

at hvile paa Aaren efter med et Ryk og et Svup at have

faaet den rusket løs af Vandet, (den bredbladede Aare havde

nemlig en infam Lyst til at blive nede i Vandet, da jeg

naturligvis »skivede« forkert).

• Men saa tog Styrmanden

fat, og i Løbet af mindre end

Minutter var jeg bleven

overbevist om, at jeg ikke havde mere Begreb om Roning

end om Hebraisk, saa da vi kom ind til Havnen efter en

lille halv Times Øvelse, var jeg, foruden at være mørbanket

i hele Kroppen, temmelig mistrøstig med Hensyn til mine

Evner i enhver Retning; der blev ikke taget særlig blidt paa

os nye Roere den Gang. Den næste Tur, jeg var ude paa,

var med selve »Admiralen« som Styrmand. Først forsøgte jeg

at imponere ham med min Færgemandsroning, men det blev

jeg hurtig færdig med. Efter en lille venlig Prædiken (og

»Admiralen« vidste at vælge sine Ord, saa de virkede) her=

sede han i et Kvarters Tid med en anden sølle Djævel og

mig saadan, at mit Hjerte klaprede som en Skralde, og jeg

næsten ikke kunde staa paa Benene, da »Admiralen« endelig

forbarmede sig over os og styrede mod Land. Jeg for min

Part var nærmest tudefærdig. —• Naa, efterhaanden bedredes

det jo lidt, man lærte at tage nogenlunde fornuftigt paa

Sagerne, og de mange brillante Kammerater, man hurtigt fik,