106 / 129
1 0 2
sesfest i Baadehuset paa Langelinie, og fandt jeg der mange
fornøjelige Medlemmer, der med
Liisberg=Larsen
i Spidsen
tog kraftig fat paa at rense ud, hvad der i Vinterens Løb
havde samlet sig af Støv og andre rare Ting, og Baadene fik
en rask Omgang med Sæbevand for bag efter at blive lakerede,
saa de straalede som ny; se, det er nu alle disse Medlemmer,
der gaar til Nytte ved given Lejlighed, og som gør det uden
at gøre Fordring paa at blive bemærket, der er til saa uhyre
stor Gavn for en Roklub, ja, jeg kan godt sige, de er ganske
uundværlige.
A propos — uundværlig — er der nogen, der er uund*
værlig, naar man skal nævne en enkelt Person uden at for*
nærme nogen anden, saa er det
Toxvævd,
ja hans Lige har
jeg aldrig stødt paa. Slider, som han er, har han for »Kvik«
gjort et Arbejde saa stort, at kun en Familiefader kan tænkes
lig ham. Vil man spørge, hvori bestaar da dette store Arbejde,
han udfører, da vil Svaret falde i »Alt«, stort som i smaat,
udadtil som indadtil, og Resultatet er ogsaa, at man om ham
kan sige, at han absolut ingen Fjender har og kun Venner,
og da dette uomtvistelig er Tilfældet, tror jeg, at det er det
bedste Bevis paa, at
Tox
er uundværlig.
Saa er der
Lauritz Jensen
og
Ernst,
hvoraf førstnævnte har
virket som Rochef og sidstnævnte som Rolærer i de sidste
Par Aar, og det er nærmest disse to Herrer, jeg selv person*
lig ligeledes som Rochef har haft direkte med at gøre, og jeg
maa lade dem, det er to storartede Mennesker begge to; vi
var alle tre paa samme Hold i 1912, hvor vi med vor fine
Tagaare
Valdemar Aunsø
havde en virkelig fornøjelig Sæson
baade hvad Sammenholdet og Resultatet angik, takket være
vore meget energiske og utrættelige Trænere Hr. Forretnings*
fører
Aage Chr. Rasmussen
og Hr. Grosserer
Bredfeldt.
I dette Aar 1916, hvor der er gjort et oprigtigt Forsøg
paa at give »Kvik« en god Repræsentation paa Kapronings*
banerne, har saavel
Lauritz Jensen
som
Ernst
lagt et ganske
overordentlig kraftigt Arbejde for Dagen, et Arbejde, som
kun indviede kan bedømme, de har været paa Færde saa at
sige altid, stadig higende efter at naa det mest fuldendte, og
trods de var Venner, har de dog altid undgaaet det evindelige
Snakken hinanden efter Munden, de har altid grebet Sagen