72 / 163
65
og hvis Indtægter af Post- og Befordringsvæsenet havde været
ret anselige, mod Slutningen af sin Administrationsperiode paa
Grund af store men uheldige Transaktioner var geraadet i en
økonomisk Misère. Ved Overenskomst med Kongen, der som
bekjendt havde en Tilbøjelighed til at „forære“ sine illegitime
Sønner gode Aktiver, gik derfor Post- og Befordringsvæsenet over
i Familien Gyldenløves Besiddelse. Førnævnte Christian Gylden
løve var imidlertid, da han modtog denne Foræring, kun 9 Aar
gammel, og da han allerede døde i en Alder af 29 Aar (1703)
og i Størstedelen af sin Levetid havde været udenlands, maatte
Administrationen besørges af Direktørerne, af hvilke skal nævnes
hans Morbroder Mathias Moth.
Da der ikke ved Tronskiftet i 1699 gaves Bestallingen nogen
ny kgl. Konfirmation, henlededes Tanken paa atter at bringe denne
Indtægtskilde ind under Kronen. Forhandlingerne herom med
førte, at Gyldenløves Enke, Dorothea Krag, i 1703 udstedte en
Renunciation paa Generalpostamtet, hvorved hun forpligtede sig
og sine Arvinger til efter
8
Aars Forløb at afstaa Post- og Be
fordringsvæsenet til Kongen. Overgangen til Staten fandt saa-
ledes Sted i 1711.
At Vognmændene i deres Virksomhed ved Befordringsvæsenet
ofte kolliderede med de Foranstaltninger, der vare særligt trufne
for Brevposternes Fremførelse, viser en Forordning af 22. Januar
1687, der bestemte, at der i Portene saavel i Kjøbenhavn som i
Helsingør skulde iværksættes en Undersøgelse hos alle passerende
Vognmænd, om de havde Breve med, og i bekræftende Fald
skulde Vognmanden, selv om han ikke personligt havde kjørt
Vognen, have forbrudt Heste og Vogn, Halvparten til Angiveren
og Halvparten til Kvæsthuset, medens den, som havde leveret
Brevet til Vognmanden, skulde betale 10 Rdlr. i Mulkt.
Som man ser, ere de Oplysninger, der foreligge om Vogn-
mændenes Forhold ved Befordring af de Rejsende i ældre Tid
kun mangelfulde, hvortil Aarsagen for en Del maa søges i, at
Post- og Befordringsvæsenet, som anført, i en lang Periode var
en privat Entreprise. Efter Statens Overtagelse i 1711 hengik
endnu en Række Aar væsentlig i den gamle Gænge, og først hen-
imod Aarhundredets Slutning nedsattes en Kommission, hvis Op
gave var at bringe Befordringsvæsenet indenfor fastere Rammer,
og af hvis Arbejde der resulterede efterfølgende Forordning.