VognmændenesLaugForeninger

været ophævede i dette Tidsrum*), og det synes at have været

Magistraterne i de forskjellige Kjøbstæder, som havde Forpligtel

sen til at sørge for Befordring og Herberg til de Rejsende; men

naar man betænker, at de daværende Forbindelsesvejes slette

Beskaffenhed i høj Grad hæmmede Indførelse af ordnede Til

stande paa dette Omraade, ligesom de Foranstaltninger, der bleve

trufne for at udbedre saadanne Mangler, vare faa og tarvelige,

forstaar man bedre Grunden til denne Langsomhed i Udviklingen.

Det er egentlig først, da Kong Christian d. 4de i Aaret 1624

i sin store Recesz, anden Bog, Cap. XXIV, udsteder sin Forord

ning om „Vogenmænd oc Fercgeløn“ , at der her foreligger en

virkelig Bestræbelse efter en Regulering af Befordringsvæsenet i

Danmark. I denne Forordning bestemmes det, at Lehnsmændene

med Borgmester og Raad aarligen ved Martini og Paaske, „lige

som Havren og Foret dyrt er“ , skulde fastsætte, hvad der skulde

gives pr. Mil for en Vogn. Herefter skulde Vognmændene være

pligtige at kjøre „og mere ey tage“ , ligesom ogsaa Bønder, der

vilde lade sig leje, skulde betales efter denne Taxt.

De første Bestræbelser til Ordning af et Befordringsvæsen

maa dog vist nærmest betragtes som tilvejebragt, for at Regerin

gen paa en bekvem og billig Maade kunde faa sine egne Breve

og Budbringere befordrede i Rigsanliggender. I Indlandet skete

Besørgelsen ved Kancellibudene eller Postriderne. Af gamle Kæm-

nerregnskaber kan det ses, at Budene — forsaavidt de ikke havde

Tærepenge — idetmindste en Tid underholdtes paa Kjøbstæder-

nes Bekostning, og de synes at have været meget fordringsfulde,

idet de ikke lode sig nøje med hjemmebrygget

0 1

, men maatte

beværtes med godt tysk 01, der dengang var Kjøbstædernes

bedste Beværtning for Rigets fornemste Mænd. Deres Befordring

skulde dels Kjøbstæderne dels Lehnsmændene sørge for, de sidste

dog kun paa den Maade, at de tilsagde Kronens Bønder til at

kjøre, idet det dog ved et tidligere Kongebrev var indskærpet

Lehnsmændene, at de ikke maatte besvære Bønderne med Vogn

ægt ved at laane Vogne baade til Venner og andre, „hvoraf

nogle føre med sig saa godt som et helt Fadebur“ . Den uden

landske Korrespondances Besørgelse skete ved de saakaldte

"') Ved Forordning af 19de Juni 1613 ophævedes al Laugstvang, men disse

Bestemmelser maatte dog tilbagekaldes allerede 1621.