M O R S K A B ST E A T R E T
1 2 7
den 15. August 1826 døde hun i sit 55. Aar. Den
stræbsomme og stille Kone var almindelig agtet og
afholdt. Morskabsteatret, som i hende — sammen
med Casorti — havde haft en energisk Ledelse, der
med fast Haand holdt sammen paa Selskabets uens
artede og varmblodige Elementer, begyndte nu ken
delig at indtræde i Splittelsens og Ufordragelighedens
Tegn. Frantz Kuhn var, efter hvad man mindes i
Pricefamilien, en retsindig og godlidende Mand, men
en haard Hund paa visse Omraader. Saaledes for
tælles det, at han, naar de unge Pricer ved Prøverne
skulde opøves i at slaa en fortløbende Række Sal
tomortaler, lagde en rund Stok paa Gulvet, for at de
kunde følge den lige Linje; var de blot en eneste
Gang kommet til at røre Stokken, naar de med
Hænderne satte af paa Gulvet, vilde den være rul
let ud, og de unge Artister ufravigelig have brækket
Armen. Dog — saadan var vel Livet i disse Kredse.
Som Selskabets Leder synes Kuhn imidlertid ikke
at have været den rette Mand. Allerede i Slutningen
af 1826 var det Pettolettiernes Hensigt at trække
sig ud a f ' Selskabet, og Aaret efter skete det afgø
rende Brud.
Den 1. August 1827 opsagdes Interessentskabskon
trakten mellem den Kuhn-Priceske Familie paa den
ene Side og Familierne Pettoletti og Winther paa
den anden; Pettolettierne trak deres Andele ud af
Foretagendet, og den mest fremragende af dem, Phi-
lippo, nedsatte sig Aaret efter paa Nørrebro som
Teaterentreprenør og Konkurrent til Kuhn. Største