22 / 278
HO V ED ST AD EN S YDRE LIV
11
Af
løse Damer
var der ogsaa en artig Sværm i Kø
benhavn; i Byen bar de Navn af „Salsnymfer“ eller
„Smækfilleker“, men i Kildetiden, naar de gik paa
Græs ved Dyrehavsbakken, hed de „Skovtrolde“.
En Kavalers „Donna“ eller „Dulcinea“ kunde der
imod meget vel være en anstændig Dame.
Landliggeriet
var allerede den Gang en Modesag,
som i hvert Fald de øverste Lag af Borgerskabet
ikke godt kunde se bort fra, hvis de vilde regnes
for noget. Det efterlignelsesværdige Mønster var her
Aristokratiets Sommerophold paa deres Lystgaarde.
Ligesom nu til Dags laa man paa Landet, enten det
var Sommervejr eller ej, om man endog maatte
lægge i Kakkelovnen for ikke at fryse ihjel i Floras
Favnetag. De Store søgte Naturen længst ude, Mid
delstanden nærmere Byen og kun Smaafolk maatte
nøjes med Stadens egen Natur. Om Sommerefter
middagene laa Byen øde hen og var præget af Ked
somhed. Havde man ikke andre Steder at tage hen,
vandrede man ud til Klubbernes Sommerværelser
uden for Porten for at nyde Aftenstunden i det fri,
og undertiden tillige indtage Forfriskninger i Form af
Asparges og Jordbær.
Kyststrækningen fra København til Helsingør havde
allerede tidlig Ry for sin vidunderlige Skønhed, hvis
Mage man skulde lede efter, og dog laa
Strandvejen
endnu i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede hen i
en Tilstand, der ikke var synderlig bedre, snarere
daarligere end Naturen havde dannet den. Vandreren
maatte med Møje arbejde sig gennem det levende