25 / 278
1 4
IN D LED N IN G
strømmen, som driftige Storkøbmænd netop i disse
Aar trak ind til Landet, omsattes saa godt som ude
lukkende i Hovedstaden, og Skibene fra Ostindien
udlossede deres mægtige Værdier paa Københavns
Toldbod. Det lette Liv var ikke blot et Særkende
for de mere velstillede af Hovedstadens Indvaanere,
det strakte sig ned til den Del af Befolkningen, der
ikke havde Raad. Men man maatte være med og
levede over Evne.
Haandværksmanden gav ikke
Smaaskillinger ud til sin Kones og Døtres Pynt, til
Forandringer i Klædedragt, Solhatte, Loge paa Ko
medien, Skovrejser og Fadderstads. Selv om Anne
Børstenbinderskes sorte Silkesalope til daglig hang
Side om Side med Hans Velbaarenheds Kjole paa
Assistenshuset, hvor al Standsforskel hørte op, kunde
man være sikker paa, at den blev hentet St. Hans
Dag, naar hun skulde i Dyrehaven.
Den store Ildebrand
i de første Dage af Juni 1795
lagde en kortvarig Dæmper paa Modernes altfor
frodige Vækst og den herskende Sorgløshed. Bran
den ramte for en Del Fattigkvartererne, saa Smaa-
folk maatte indrette sig i Kristiansborgs Ruiner eller
i Telte paa Fælleden. De store Tab, den medførte,
mærkedes vidt og bredt og opfordrede til Indskrænk
ning af Stads og unødvendige Udgifter. Selv Kava
lerern e— skriver Kiøbenhavns Aftenpost i en satirisk
Artikel: „Herskende Moder efter sidste Ildebrand“
— har nu ganske aflagt at bruge forlorne Laar og
Lægge og det er rent gaaet af Brug at kalde Mid
delstandens Koner naadige Fruer. Men at Forlystel