30 / 278
HO V ED ST AD EN S YDRE LIV
1 9
de tvertimod lagde an paa at vinde Publikum for
sig ved at rette sig efter dets daarlige Smag. De
danske Skuespil maatte vige Pladsen for Kotzebue-
ske Stykker med grovkornet Effekt og tomt Føleri;
Teatret var ved at synke ned til „en blot letfærdig
Forlystelsesanstalt“. Men hvorledes kunde det være
anderledes? Man maa vel erindre, at Teatret var et
//o /tea te r og at Hoffet ingen litterære Anfægtelser
havde; oven i Købet var det sparsommeligt anlagt
og fordrede, at Tingen ikke maatte koste for meget.
Teatret var privilegeret, for at al Konkurrence kunde
udelukkes, men deraf fulgte atter, at der intet Afløb
var for Trangen til den lettere Underholdning, som
Teatret da rent naturlig ogsaa maatte paatage sig. I
1786 viste den sidste Linedanser, Spinacutta, sig paa
det store Teater, tilmed uden for Sæsonen, saa Tea
tret maatte siges at være sluppet billigt, naar det i
den følgende Tid kunde stille Publikum tilfreds ved
Iffland og Kotzebue, der vel at mærke var paa Moden
og ikke alene havde hærget os herhjemme, men det
halve Europa. Da der endelig i Byen begyndte at
ytre sig et Forlystelsesliv uden for Teatret, saa Skue
spildirektionen med overdreven Ængstelse derpaa,
skønt den burde have hilst dette Fænomen som en
Befrielse; den havde kunnet hellige sig sine kunst
neriske Opgaver, kunnet stile saa højt, som Tidens
dannede Smag tillod det, thi der var Publikum nok;
selv om Folk søgte en italiensk Pantomime, var der
ingen Sandsynlighed for, at de derfor vilde lade den
danske Skueplads i Stikken. Men det troede Skue-
2
*