33 / 278
22
IN D L ED N IN G
paa, agerede offentlig paa Domhuset, hvori Lands
tinget forhen og endnu af og til holdtes, og som laa
paa Domkirkegaardens Grund saa tæt op til Kirken,
at ikke mere end et enkelt Menneske kunde gaa
derimellem. Biskop Andr. Wøldike fandt derfor, at
Forargelsen i Viborg var større end andet Steds,
„da lige ved Siden af Kirken Satan saaledes søger
at have sit Kapel“. Denne gejstlige Betragtning af
Komedianternes Liv og Færden kunde ikke undre
midt i Pietismens mørkeste Tidsalder, da selv Teatret
i Hovedstaden var stænget. — Datidens verdslige
Dom faldt godt i Traad dermed. Det hævdedes, at
Forestillingerne ikke var til nogen Opbyggelse, saa
at Tilskuerne kunde tage Lærdom eller godt Eks
empel af dem, men kun gav Anledning til onde
Lyster og Begærligheder og affødte Optøjer. Om
der end kunde indvendes mangt og meget mod disse
Betragtninger, havde Publikum dog langt fra den
Opdragelse, der hørte til for at se paa Komedianterne i
Ro. Det var ingenlunde uhørt, at Klammeri og
Slagsmaal ledsagede Forestillingerne, at man rottede
sig sammen og med Magt trængte ind i Huset i
Stedet for at erlægge sin Entre. Omkring ved 1720
var det passeret i Viborg, at Latinskolens Drenge
vilde tiltvinge sig Adgang til en Forestilling ved Magt,
men var bleven holdt Stangen af det Medlem af
Skuespillerbanden, der var bleven sat til Vagt ved
Døren; for at hævne sig opsøgte de senere Manden
en Aftenstund paa et Værtshus og overfaldt ham
med mange blodige Hug og Slag. —