26
IN D L ED N IN G
hedder det, at „Komedianter, Linje-Dansere eller
andre, som noget Skue-Spil eller andet, enten udi
Huse eller paa offentlige Pladser vil lade se, dermed
Penge at fortjene, maa ej med noget saadant be
gynde, førend de for de Kommitterede paa Silke
huset haver fremvist Magistratens Tilladelse, og de
siden med dennem ere akkorderede om hvad de
fattige skal have af deres Profit, hvad heller saadant
Skuespil skal ske til de fattiges Bedste en Dag om
Ugen, som skal være Fredagen, eller og derfor en
vis Sum Penge en Gang for alle skal gives.“
Ved den ny
Plan fo r Københavns Fattigvæsen a f
1. f a l i 1799
blev denne Afgift fikseret; i § 173 be
stemtes, at enhver, der vilde give offentlige Fore
stillinger eller i det hele havde Sjældenheder eller
Kunststykker at forevise for Publikum, maatte er
lægge ti Procent af Bruttoindtægten. En kortvarig
Ydelse af denne Skat mærkedes ikke synderligt, men
for Folk, der slog sig ned i Byen for bestandig, og
maatte tage de daarlige Tider med de gode, blev det
ofte en trykkende Byrde. Tog de Borgerskab, maatte
de desuden svare Skat, saa at de i Virkeligheden
blev daarligere stillet end de andre Kunstmagere,
der kun aflagde Byen et kort Besøg. Fattigdirek
tionen var ikke blind for Skævheden i dette For
hold, og naar Omstændighederne talte derfor, foran
dredes Fattigskatten til en fast, ringere Afgift. Rime
ligere havde det været i saadanne Tilfælde at sætte
Procentafgiften ned, og dette skete ogsaa ved
Re
skript a f 15. Aug. 1806;
Byens Borgere nød her