43 / 278
32
DET STORE IT A L IE N S K E S E L S K A B
noget at sige til, det laa til Tidens Autoriteter; ikke
heller kunde det undre, at den saa nøjagtig vidste
at bestemme Arten af det Publikum, der maatte an
tages at ville søge Forestillingerne, thi endnu havde
Casorti saa lidt som Price vist sig offentlig i selve
Byen. Teaterdirektionen mente tillige at burde be
stemme Dagene, paa hvilke der skulde spilles, og at
man i hvert Fald maatte være færdig inden 20. Au
gust., d. v. s. inden Teatret begyndte sine Prøver.
Og herved blev det da ogsaa.
Men hverken Casorti eller Price fik foreløbig Lej
lighed til at gøre Brug af Tilladelsen, thi der var
forskellige Indretninger at iværksætte, forinden Hof
teatret overhovedet kunde bruges til offentlige Fore
stillinger, og det havde ingen af dem Raad til. Ca
sorti tog da sin Tilflugt til Kunstberider Jean Lustre,
der havde nedsat sig i en Gaard paa Nørrebro,
skraas over for Blaagaard. Synderlig egnet for Ca-
sortis Forestillinger var Stedet ikke, thi der var in
gen lukket Skueplads; Forevisningerne maatte ske
under aaben Himmel og derfor aflyses, naar det
faldt ind med Regnvejr. Tilskuerpladsen var ogsaa
indrettet i det fri, dog kunde man for særlig Beta
ling faa Lov til at følge Forestillingen fra Vaanings-
husets Vinduer. Under disse Forhold var det ude
lukket, at Casorti kunde forlyste det københavnske
Publikum med sine Pantomimer — han maatte ind
skrænke sig til Linedansen og de gymnastiske Op
visninger.
„Det store italienske Selskab“ var ikke alene et