23 / 278
12
IN D LED N IN G
Sand, der for Heste var saa møjsommeligt, at man
som oftest foretrak at køre en meget længere og
mindre smuk Vej. Ved Dyrehavsrejserne benyttede
man sig hyppigst af Lyngbyvejen og først ved Emilies
Kilde, hvor Ordrupvejen løb stejlt ned mod Strand
vejen, kom man ud paa denne det sidste Stykke af
Vejen til Skoven. At Strandvejen var saa slet, maatte
man undre sig over, især da der allerede den Gang
laa en Mængde Gaarde og Landsteder, hvis Ejere
til Dels var formuende Folk. Men i Foraaret 1804
skete der en glædelig Forandring. Den stejle Ned-
kørsel fra Ordrupvejen blev forbedret og Strand
vejen, der her var meget smal, udvidet. Et Stykke
af Kørevejen ved Charlottenlund blev udbedret og
ved Paakørsel af Ler gjort til Chaussée. Men det
allervakreste og det første i sit Slags her til Lands,
var den langs med Kørevejen opførte højere Fodsti.
Man ængstedes blot for, at de ridende Lapse ikke
skulde respektere Fodgængernes Forret, men lade
deres Gangere, som lejedes hos Klemmer i Gothers-
gade, sætte op paa Stien og ødelægge den.
Badelivet
var endnu ikke i Flor i selve Landet,
men der opløftedes Røster om, at vi ikke burde
staa tilbage for Udlandet i denne Henseende. En
Mand lod i 1804 i „Handels- og Industri-Tidenden“
falde en Ytring om, hvor herligt det vilde være at
faa nogle Søbadeanstalter i Nordsjælland, i Egnen
ved Bramsnæs, og Tanken blev straks taget op til
Drøftelse i „Politivennen“. Det var ønskeligt, om
sligt kunde iværksættes; Fædrelandet kunde da haabe