223 / 278
210
P E T T O L E T T IS T EA TRE
skulde besøge det kgl. Teater og lægge deres Penge
der, var urimeligt og viser, hvor smaat man tænkte.
Politidirektør Bræstrup saa meget fornuftigt paa Tin
gene og Kancelliet for den Sags Skyld med; man
fandt det „klart, at de omhandlede Børnekomedier
ikke kunde gøre det kgl. Teater noget andet Afbræk
end det, der og kan følge af enhver anden Forly
stelse, der maatte være endnu mere heterogen fra
dem, Teatret giver Adgang til, og at det derfor
synes ubilligt at lægge Hindringer i Vejen for be
meldte Børneskuespil, især naar de kun gives saa
sjældent“.
Men Teaterdirektionen var stejl. Man var bange
for, at Tingen fra en ringe Begyndelse skulde ud
vikle sig, saa at disse sceniske Forestillinger, naar
de første Forsøg var forbigaaet i Tavshed, efter-
haanden kunde udvides til det kgl. Teaters Skade.
Under Hensyn til disse Betragtninger, og — det
understregede man stærkt — efter Kongens mundt
lige Befaling til Holstein var det, at man havde
paatalt dette Indgreb i Teatrets Privilegier. Nu bøjede
Kancelliet sig og gav Pettoletti en Advarsel, en For
maning om for Fremtiden at afholde sig fra al Slags
Skuespil og holde sig sin Pantomimebevilling og Pla
katen af 1817 efterrettelig.
Pettoletti havde saaledes stadig Genvordigheder
nok. Hans Foretagsomhed og Opfindsomhed hjalp
ham ikke stort, thi det var kun sjældent, at han
ikke løb Panden mod Forordninger og smaalige Hen
syn, selv om Autoriteterne i Grunden gerne vilde