57 / 603
VETERINÆRER.
53
Opfordring han lagde sig efter Veterinærvidenskaben. 1783 blev
han Hjælpelærer (Leklor) ved Skolen og samtidig Lektor ved den
botaniske Have. Med Botanikken, navnlig den økonomiske, ved
blev han at beskæftige sig hele sit Liv, og han har offentliggjort
mange Afhandlinger om forskellige Planters Betydning som Foder
midler, Lægemidler og som Gifte. Fra 1797 til 1801 beklædte han
Posten som Professor i Botanik ved Universitetet. Ogsaa over
Forstbotanik holdt han Forelæsninger, og særlig Fortjeneste har
han indlagt sig ved sin Virksomhed som Inspektør over Sandflug
ten, som han med stort Held dæmpede ved Klitternes Beplantning
med de forskellige Sandvækster. For Husdyrbrugets Forbedring
arbejdede han ivrigt. Sammen med
A b i l d g a a r d
udgav han 1800
et værdifuldt Skrift om »forbedret Faareavl og de spanske Faars
Behandling« og stor Fortjeneste indlagde han sig ved sine Studier
over Sv ineav l og Sv ine ts Sygdomm e , hvorom han 1804 udgav
et grundlæggende Arbejde. Ogsaa med H e s teav len beskæftigede
han sig meget, men paa dette Omraade var hans Virksomhed
næppe heldig, idet han foranledigede en for vidt dreven Krydsning
med fremmede Racer i Frederiksborg Stutteri1).
Paa det egentlige Dyrlæge-Omraade udfoldede
V
iborg
en meget
stor Virksomhed. Han gjorde talrige Studier og Forsøg vedrørende
saavel Farmakologi, Kirurgi som indre Sygdomslære og udgav en
stor Mængde dels smaa, dels store Afhandlinger om disse Emner.
Da mange af disse Arbejder lillige udkom paa tysk (5 Bind »Ab-
handlungen fiir Thierårzte und Oekonomen 1795—1807) vandt han
herved et berømt Navn ikke blot herhjemme men ogsaa i Ud
landet. Særlig betydningsfulde var hans grundige Studier over
Snive.
E . V
iborg
var en rastløs Arbejder, og hans Interesser og Ini
tiativ spændte over vide Felter. Paa sine overordentlig talrige
Rejser i botanisk eller veterinært Øjemed samlede han Oplysninger
J) Den store Vægt
V ib o r g
lagde paa S tu d ie t a f H u sd y r b ru g et finder
et stærkt Udtryk i følgende Udtalelser om Krav, der maa stilles til en Lærer
ved Skolen (Efterretning om Veterinærskolens Indretning 1792, S. 59): »Det er
vigligt at kunne helbrede syge Husdyr men det er endnu langt vigtigere at
kende dem i deres Sundheds-Tilstand for at udbrede Kundskab om deres be
hørige Røgt, Pleje og rigtige Anvendelse; da man derved vil forebygge utallige
Sygdomme, som man ej kan læge, og tillige forædle deres Race, hvilket og
forhindrer Sygdomme og desforuden forhøjer Kreaturets Værdi. En Veteri-
narius skal derfor kende Husdyrenes Fuldkommenheder og Fejl, vide deres
Behandling for at holde dem sunde og duelige til deres Bestemmelse, have
Kundskab om Stutterier, Kvægavl og Skæferier og endnu desuden forstaa Ind
retningen af Hestens Beslag, Sadler og Seletøjer, hvorved Hestene saa ofte for
dærves og blive aldeles ubrugbare«.