59 / 603
VETERINÆRER.
55
Forhold, som Neergaard mange Aar efter (1844) giver i sit »Lev
ned«, er vel rimeligvis noget ensidig, men det tør dog vistnok an
ses for utvivlsomt, at Hovedskylden for det ulægelige Brud har
været Viborgs, omend Neergaards yderst heftige Temperament
og hensynsløse Udtryksmaade har haft sin store Part deri. Efter
et skandaløst Optrin mellem dem indgav Viborg (allerede i Novbr.
1801) en Klage til Skolens Direktion. Der nedsattes en Under
søgelseskommission, hvis Resultat synes at være blevet, at
N
e e r
gaard frifandtes for de rejste Beskyldninger. Men da Regeringen
naturligvis ikke kunde give Afkald paa Viborg, og da Samarbejde
mellem de to Fjender var umuligt, greb man den Udvej at enl-
ledige Neergaard, som man gav Understøttelse til en 3aarig Studie
rejse i Udlandet og lovede Vartpenge ved hans Hjemkomst. Neer
gaard kom aldrig senere til at virke ved Skolen, som derved tabte
en ualmindelig begavet og for sit Fag begejstret Forsker. Som be
kendt virkede han senere energisk og dygtigt for Hippologien, og
de Principper, han forfægtede paa dette Omraade, kom til at spille
en stor Rolle herhjemme gennem hans Elev Prosch. Hele sit Liv
igennem sørgede Neergaard over sin Fjernelse fra Veterinærskolen,
over hvis Udvikling han vaagede med Argusøjne, og der er næppe
Tvivl om, at hans altid vaagne Kritik har øvet en vis stimulerende
Indflydelse paa dens Lærere. Hans Kærlighed til Skolen og til Ve-
terinærvæsenet gav sig el smukt Udtryk i hans høje Alder derved,
at han bestemte hele sin lille, ved slor Flid og Nøjsomlied sam-
mensparede Formue til et Legat for unge Mænd, der ønsker at ud
danne sig til Lærere ved Veterinærskolen eller til Virksomhed i
Stutterifaget.
Man har bebrejdet
E . V i b o r g ,
at han sørgede for at faa sine
Brodersønner
C a r l
og
E r i k R a sm u s V i b o r g
samt sin Søstersøn G.
C. W i t h
ansatte ved Skolen. For
E r i k R a sm u s ’s
Vedkommende
var det rimeligvis et uheldigt Valg, men de to andre var duelige
Mænd, og naar man tager i Betragtning, al
E r i k V i b o r g
havde
opdraget disse Nevøer som om de var hans egne Børn og at
Veterinærstudiet næppe har øvet stor Tiltrækning paa andre dyg-
lige unge Studenter, synes der ikke al være noget væsentligt at
sige til, al han søgle al bringe dem frem paa det Omraade, hvor
han havde Indflydelse. Den sidste Ætling af Slægten, der ansattes
ved Skolen, nemlig
H.
C. T s c h e r n i n g ,
skyldte
C a r l V i b o r g
sin
Ansættelse. Beklageligt er det naturligvis, at ingen af disse Mænd
paa langt nær i Dygtighed kunde maale sig med Slægtens Ældste,
E r i k V i b o r g ,
og at Skolen derfor under deres Ledelse gik kende
ligt lilbage.
C a r l V i b o r g
(f. 25. Juli 1783 i København, d. 7. Oktbr. 1844)