129 / 170
126
Ogsaa Bogavlen viste forholdsvis flere Talenter
end vor; det samme gælder Pressen, der i Frank
rig har et intimt Samarbejde med Forfatterne.
Jeg kommer her til at huske paa en morsom
Trafik som
Wiinblad
satte i Gang ved Social-
Demokraten; han sendte et Par Medarbejdere
ud til kendte Forfattere og spurgte dem om de
var Socialdemokrater, og denne Reportage pyn
tede svært paa Partiet, som nok kunde trænge
til det. Da Turen kom til
Henrik Ibsen
, spurgte
han forsigtigt: Ja hvad er det egentlig at være
Socialdemokrat?
Seyr Kjeldskov
og C.
E. Jensen
gav ham en passende Forklaring, saadan som de
mente den maatte kunne gaa i ham, hvorpaa
Ibsen gav dem dette Orakelsvar med hjem til
Bladet:
— Ja , da turde jeg ogsaa være Socialdemokrat!
Men
August Strindberg
narrede dem; han bad
dem komme igen næste Morgen ved Femtiden,
og intetanende holdt de sig oppe hele Natten
og mødte ved Hotel d ’Angleterre til det originale
Klokkeslet; her fik de saa den Besked af Natte
vagten at Hr. Strindberg havde givet Ordre til
ikke at lade nogensomhelst forstyrre hans Søvn.
Mere alvorligt er det at Socialen i Aarevis om
talte
Peter Krapotkin
som »den store Socialdemo
krat«; han har som bekendt ikke bestilt andet
hele sit Liv end angribe Socialdemokratiet. Men
det maatte Arbejderne ikke faa at vide.