131 / 170
128
geistrede dem der tænkte mindst; den senere
Socialminister
Borgbjerg
roste med god Grund
den tyske Fagforeningsmand som den bedste
Soldat, thi allerede i Kejsersocialisten var der
en Art Mekanik. At den franske Nation før 1914
var mindre krigersksindet end den tyske, er
udenfor al Tvivl; dens Militærvæsen var ikke
saa sjælemekaniseret, Revanchetanken fra 1871
var omtrent gaaet i Glemme, og dersom Elsass-
Lothringen havde faaet virkeligt Selvstyre, vilde
• Raabet »tilbage til Frankrig« være helt forstum
met. Kolonikrigene har aldrig været populære,
de interesserede kun Børsspekulanter og Offi
cerer. Det var naturligt at Arbejderne kasserede
Marseillaisen, der fra først af var en Soldater
sang for Rhinarmeen; de berømte Marseillanere,
som den fik Navn efter, var nærmest noget
sammenløbet Pak. En Slagsbroderaand som den
mellem de tyske Studenter var utænkelig i
Latinerkvarteret i Paris, og det er gaaet tilbage
med Duelmanien, som for Resten aldrig er trængt
ind i Underklassen. En Afgørelse gennem en
Duel er ikke mere »ridderlig« end nu om Stunder
en Afgørelse ved Boksning.
Franskmændenes Ædruelighed staar i Forbin
delse med at i den Henseende rangerer et vin
dyrkende Land altid højere end et ølprodu
cerende. Absinten staar over Brændevinen; en
Absint kræver ikke en til, saadan som Snapsen,