61 / 170
58
h an to Gange paa V ridsløse. A f h am husker jeg
en R e p lik der slog m ig , skøn t han v a r en d aa rlig
S kuesp iller. Jeg m ød te h am en D a g e fte r mange
A ars F o rlø b ; han v a r bleven gamm el og graa og
g ik ad K ø k k e n tra p p e rn e og solgte gasbesparende
Slanger, men han h o ld t sig ra n k og b a r H o v e d e t
h ø jt som da han stod og deklam erede C h ristian
W in th e rs M u ra d ude i Prinsens Palæ . Jeg k en d te
hans vanskelige F o rtid og spurgte v a r s o m t: M en
h v a d synes D e om L iv e t, Jørgensen? D a tra a d te
den gam le M a n d et S k rid t tilb ag e, s tra k te Hæ n
derne mod H im le n og svarede med ægte P a th o s :
— L iv e t, det d ejlig e L iv !
Jeg v a r netop noget nedslaaet, og hans O rd
lived e m ig op. Jeg beundrede h am ; han v a r stor
i den R o lle : forhenvæ rende Tug thu sfang e og lige
ly k k e lig !
S tuden tersam fu ndets S tiftelse skyldtes fo r en
D e l den Stædighed hvo rm ed den gam le Fo ren ing
vægrede sig ved a t optage K v in d e r; de første
k v in d e lig e S tu d en te r,
M a rie N ielsen
,
Margrethe
Petersen
,
A n n a Hude
osv. v a r fra disse A a r. N u
fo rekomm e r den T a n k e a t nægte K v in d e r A dgang
os allesammen la tte rlig . D e første kvind elig e C y k
lister v a k te ogsaa Forargelse. M en for a t b liv e
ved S tud en tern e, saa sent som i 1893 v a r jeg
V id n e til a t Foreningen paa G amm elho lm smed
Ove Rode
ud, e fte r a t en G eneralfo rsam ling havde
ekskluderet h a m ; han h o ld t en meget ungdomm e