62 / 170
59
lig Fo rsvarstale og b lev s lu tte lig tran sp o rte re t
ned ad T ra p p e rn e , mens jeg og et P a r andre søgte
a t værge ham mod de væ rste K n u b s . A ld rig saa
sn art v a r han bleven M in is te r, fø r hans Anseelse
igen steg i disse K redse. Saa lid t skal der til for
a t vende K on serv atism en . Og med R a d ik a lism e n
er det ik k e bedre b e v en d t.
T il S tu d en te rliv e ts k end te Mæ nd h ø rte en T id
Holger Drachmann.
H a n v a r b leven s tem p let a f
Georg Brandes
som F ly v e s an d , da han lig en væ ld ig
S k y foer ind i den gam le Fo ren ing og v a k te Sen
sation. M en han letted e paa sig og føg ud igen.
D e t skete en A fte n da han h o ld t en T a le til de
U n g e ; D ig te ren slog ud med de lange A rm e og
sagde:
— G iv m ig to hollandske Tøse og en K rid tp ib e ,
saa skal jeg vise je r h v ad L iv e t e r!
Og en Røst hørtes fra den anden E n d e a f S a le n :
— B ra v o , gam le S v in !
H v o re fte r H o lg e r D ra chm a n n b le v lem p e t ud
a f Foreningen med noget større R a b a ld e r end
Ove Rode. H a n v a r ogsaa i større F o rm a t.
I S am fund et oplevede jeg en stor D ig te ra fte n .
H e n rik Ibsen
v a r komm en til B yen og v i fik ham
hen i B adstuestræ de. D o k to r
P ingel
stod og h o ld t
Foredrag , da pludselig alle H o v e d e r vendtes mod
D ø re n ; op gennem M id terg ang e n i den lange la v
loftede Sal kom
Georg Brandes
træ kkend e med
Ibsen, og det v a r a t se til som om en syd landsk