65 / 170
6 2
aarsager e rs ta tte t med
H ø ru p
, og ham fik jeg da
mest med a t gøre. H an s rolige O p træ d en , der paa
en T a le rs to l kund e slaa over i behersket V o ld
somhed, hans k o rte , kloge B emæ rkn ing er, det
vindende Sm il og især den g lim rende S til i hans
A rtik le r , betog os alle. D e rtil v a r han en mæ rkelig
R e d a k tø r; han interesserede sig nem lig ik k e for
and e t end d e t han selv s k rev. D e t v a r i Overens
stemmelse derm ed a t den gam le K o rre k tø r,
B ru n
,
a ltid delte M an u s k rip te rn e i to B u n k e r; i den ene
laa H ø ru p s A rtik le r , en sjælden G ang lid t a f
B rød rene B randes, i den anden laa a lt det øvrige,
og den kaldtes »Møgbunken«. F a a K jø b en h a v n e rn e
til a t læse sig kund e H ø ru p ik k e ; han sagde s e lv :
»Der er ik k e 500 som læser m ig.« Og da B la d e t
havd e h a ft den opsigtvæ kkende N y ta a rs fe jd e ,
K am p e n der aabnedes m ellem
Drachmann
og
Carl Ploug
og k a ld te Penne frem som
Schandorph
og
K aa lund ,
uden a t B ladets O p lag steg det rin
geste, erklæ rede H ø ru p , re t ligevæ gtig for R esten,
a t der v a r ik k e noget a t stille op med M o rgen
b la d e t. V i naaede heller a ld rig over 3 — 4000
E k sem p la re r.
S taben v a r saadan a t ingen A v is senere h ar
k u n n e t opvise noget bedre. B rød rene
Brandes
,
»Evropæerne« Georg, E d v a rd og E rn s t, behøver
ingen O m ta le h e r;
E rnst
B randes, der døde tid lig t,
gav ik k e de to andre noget e fte r som J o u rn a lis t
og v a r det elskvæ rdigste Menneske som tænkes