81 / 170
78
Volde og støde i Basunerne. Det v a r de stærke
Ords T id .
P . Knudsen
sagde paa en udenlandsk
K on g re s:
— De danske Arbejdere er parate til R evo lu
tionen !
Men her hjemme gik det ikke saa h ø jt; en Dag
kom Knudsen farende ind til W iinblad og sa g d e :
— V i maa Pinedød til at stramme Sygekasser
ne op !
A lligevel v a r det ikke helt ufarligt a t være ved
Social-Demokraten den Gang. V i havde an svar
havende R edaktø rer, Straamænd, som dækkede
W iinb lad ; den længste T id v a r det
Frederik Hertz
,
en jævn og stille A rbejder fra Louis Pios Dage.
N aar han skulde melde sig ude paa Christjans-
havns Fængsel til Afsoning a f en Vand- og Brød
S traf, havde han Vesten foret med indsyede H ak
kebøffer, og nede i Bukserne hang en flad A k v a v it
fla sk e; han ligefrem stank a f B ø f. Je g spurgte
om de da aldrig visiterede ham . N ej, de sagde
b are : Naa er De der igen, H ertz! Han b lev senere
religiøs; inde i Fængslet læste han B ibelen, og det
v a r et bestemt Sted i Johannes Aabenbaring der
havde grebet ham . Han viste mig det og læste det
højt for m ig; det v a r et a f de allerdunkleste Steder
i hele Aabenbaringen, saa hans Omvendelse ad
den Vej forekom mig u fattelig. Men det har den
maaske ogsaa væ ret. Hertz døde 1925 i en A lder
a f et P a r og halvfem s A ar.