13 / 140
— 10 —
Kirkebøgerne gaar tilbage, har Bergs fædrene og
mødrene Slægt været ansete Selvejerbønder i Fjal
tring Sogn. Der er saaledes ublandet vestjydsk Blod
i Bergs Aarer. Og der er intet Trællemærke paa
hans Slægt, men Selvejerfølelsen er gaaet i Arv fra
Fader til Søn gennem mange Led. Paa denne Egn
er der ingen Herregaarde og kun faa jordløse Huse,
men hvert Sogn bestaar af en halv Snes omtrent lige
store Bøndergaarde. Bergs Fædrenegaard hed S ø n
d e r - B j e r g, og det er altsaa efter den, at han
efter Vestegnens Skik har faaet Navn. Baade Fa
deren, Poul Bjerg, og Farfaderen, Poul Madsen
Bjerg, var Sognefogder; foruden Racefølelsen og Selv
ejerfølelsen er altsaa ogsaa Autoritetsfølelsen gaaet i
Arv i denne Slægt. Naar der var Stranding, skulde
Sognefogden give Møde paa den to Mile lange Kyst
fra Thorsminde til henimod Bovbjerg, og Erindrin
gen om hans Faders Optræden ved disse Lejligheder
har været det første Barndomsminde for Drengen.
Vesterhavets Naboskab har i det hele fyldt hans
Sanser og Sjæl med stærke Indtryk. Naar han ikke
blev Sømand, skyldtes det efter hans eget Udsagn
kun hans Moders Frygt. Men Sømandsstanden ved
blev gennem hans Liv at staa hans Hjerte nær, til
trods for, at Sømænd er daarlige Politikere. I sit
Ydre lignede han vel mest en Storbonde, i sin
Klædedragt, sine Manerer og som Taler havde han
bevaret mange Minder fra sin Skolelærertid, men den
friske Ansigtsfarve og den høje, lidt hæse Klang i