17 / 140
— 14
Roman af Bergs Ungdomshistorie, med en be
stemt Person eller Begivenhed, der i det afgørende
Øjeblik optræder som reddende Engel. Hvad en
Dreng skal blive til, anes bedst af, hvad der beskæf
tiger ham i hans Fritid. Og denne Vogterdreng, der i
sine ledige Timer søgte op i Kirken eller ud i Laden
for at være alene med en Bog, han skulde øjensyn
lig blive til noget »udenfor Bondestanden«. Det var
da ikke mærkeligt, at det, da Berg var 15 Aar, blev
bestemt, at han skulde læse til Degn. Havde det
været en Menneskealder senere, var han utvivlsomt
blevet sat i en Latinskole og var bleven Student, og
siden rimeligvis teologisk Kandidat. Hvad han vilde
have vundet ved at blive »studeret« i Sammenlig
ning med den »halvstuderede« Seminarist, hvoraf
han som politisk Fører hele Livet bevarede et stærkt
Præg, er ikke vanskeligt at se. Han var bleven mere
kritisk overfor sig selv og overfor andre, mindre
naiv i sin Samfundsopfattelse og Menneskekundskab.
Men til Gengæld er det sandsynligt, at den »sorte
Skole« vilde have kvalt noget af den Følelsens Op
rindelighed og Menneskelighed, som blev hans
Styrke som Politiker, og som nu hans Lærergerning
og Fortrolighed med Børn netop fremelskede og ud
viklede.
Inden han kom paa Seminariet i Ranum, havde
han allerede skabt sig en Fortid som praktisk Lærer.
Kun en 16 Aars Dreng var han bleven antaget som
Vikar i Fjaltring Annexsogn, Trans, hvor Læreren