21 / 140
— 18 —
til det lavt stillede i denne Værdighed, saa passede
det saa daarligt som muligt paa Berg. Han har
aldrig som Skolelærer krummet Ryg for nogen eller
noget, hverken for Præst eller for Offer, og var han
kommen ud for en myndig Sognepræst, vilde hans
Selvfølelse have sprængt Degnehammen, og en Kon
flikt havde været sikker.
Hvor meget af e t V a l g der var i den Skæbne,
der førte Berg til Kolding, er vanskeligt at vide. At
Berg selv bagefter ved en festlig Lejlighed har ud
talt, at det var hans Danskhedsfølelse, der drog ham
mod Landets sydlige Egne, er ikke et sikkert Bevis.
Men i hvert Fald fandt han her sit andet Hjem, sit
første offentlige Virkefelt, siden sin Hustru og den
Valgkres, »Vejle 2den«, som han havde inde sit hele
Liv. Dette dobbelte Giftermaal var som bekendt
meget lykkeligt. En Lykke var det for ham, der
skulde udstrække sin politiske Kommandostav over
det hele Land, at have en Valgkres, hvor Sejren var
ham vis, og som ikke kaldte paa ham før paa selve
Valgdagen. Her grundlagde han sin første Avis, her
holdt han siden sine store Opgør med de andre
Venstreførere, her samledes han ogsaa med sine
nærmeste politiske Venner til Fest, her blev han be
gravet og her blev hans Mindestøtte rejst. Og en
Lykke var det for ham at have en Hustru som
hende, han fandt her. M a r e n B e r t e l s e n hed
hun og var en Datter fra Nabogaarden til den Gaard,
hvortil Berg kom som Huslærer. Dengang var hun dog