95 / 140
— 92 —
den Fremgangsmaade har sikkert ikke gavnet hans
IJdsigter.
Havde Berg ogsaa direkte fornærmet Kongen, som
Højre paastod? Nej, men han havde givet sig farlige
Blottelser, han havde i dette Forhold handlet i høj
Grad udiplomatisk, ja parlamentarisk ukorrekt, og
tilmed paa Trods af Venstres Tradition. Tscherning,
Grundtvig, I. A. Hansen havde altid værnet om et
godt Forhold mellem Demokratiet og Kongemagten.
Hvor udæskende klang det derfor ikke, da Berg paa
Skanderborgmødet sammenlignede »den udøvende
Magt« med »en Skriver eller en Forvalter i en For
retning«. Kan man undre sig over, at det i Folke
munde blev oversat til, at han havde kaldt Kongen
for Folketingets Skriver og Forvalter? Og hvor mis
tænkt maatte det ikke gøre Venstres Sindelag overfor
Kongemagten, at Berg i det hede Konfliktsaar 1873
blev siddende, da der ved Samlingens Slutning i
Folketinget blev udbragt et »Kongen leve«! At Hall
engang i Frederik den 7des Tid havde gjort det sam
me, var et daarligt Fortilfælde, thi hvad et her
skende, ved Hoffet saavel som af hele Nationen an
erkendte Partis Fører kunde tillade sig, var ikke den
rette Maalestok for den mod Vind og Strøm kæm
pende Oppositions Fører. Og nu Bergs Forklaring?
Den gik ud paa, at han havde gjort det, for at sige
Kongen Sandheden og for at aabne en Diskussion
mellem ham og Folket, og at han derfor »ansaa
sig for den loyaleste Undersaat i Landet«. Man ser