215 / 470
2 0 2
STENHUGGERE, GIBSERE OG ANDRE
paa samme Maade.1 Ejendommeligt er det imidlertid, at Sten- og Billedhug
ger Jens Karlebye, der drev en betydelig Forretning i sit Fag i Kjøbenhavn,
slet ikke findes i Lavets Protokoller. Efter at have været Marmorarbejder
hos Billedhuggerne S. C. Stanley og Wiedewelt, søgte han L1766 Kancelliet om
Ret til at ernære sig af Billedhuggerkunsten uden at sværge Borgerskab og
med Titel af Hof-Billedhugger. Han maa ganske sikkert [ikke have haft ringe
Tanker om sig selv. Magistraten fraraadede dog stærkt at komme ham imøde,
og Kunstakademiet sluttede sig til dens Protest. Det blev derfor ikke til
Noget med denne Ansøgning, men saa henvendte Karlebye sig til Rente
kammeret, der viste sig medgjörligere. Det udvirkede en kongelig Resolution
af 3. Juli 1767, hvorefter han fik Titel af kongelig Hof-Billed- og Stenhugger,
og saa blev han en ganske betydelig Haandværker — udenfor Lavet.2
Stenhuggerne have absolut ikke været begejstrede for det fælles Lav.
De holdt dem helt igjennem for sig selv, hvad der f. Ex. kan ses af J. E.
Grunds Ansøgning om at blive Mester i Lavet uden Mesterstykke; han siger
i den, at dette var negtet ham »af de to andre Mestere, der sammen med
hans Fader udgjör Lavet«.3 Og det samme kan vises for Svendenes Vedkom
mende. Den 12. Oktober 1745 samledes Kjøbenhavns Stenhuggersvende paa
den kongelige Materialgaard og vedtog at yde Bidrag til en kun for dem
gjældende Syge- og Begravelseskasse. De havde en Tid betalt til Murerlavet,
men uden til Gjengjæld at have kunnet opnaa Noget af det. Nu underskrev 29
Svende en Overenskomst om den nævnte Syge- og Begravelseskasse, der er
fortsat til vore Dage; den bestod væsentlig af tyske Svende. 1762 bleve saa-
ledes Svendene Johan Georg Brosch, Jacob Petcka, Jacob Hofner, Johan
Elmer og Ferdinand Lubehofsky Medlemmer af den, og der kan nævnes en
Række andre tyske Navne, Euler, Mühlbager, Sintlinger, Ziegenbalg, Wille
mann, Schleiger, Bärentatz, Uhlhorn, Niedersee, Retsky, Schönhaar o. s. v.
Men der var dog ogsaa danske Svende, som f. Ex. Johan Emanuel Hen-
richsen, der 1764 var i Opposition mod de andre Svende og ved Politiretten
søgte Oldgesellen Hermann Uhlhorn forpligtet til »ikke at movere Noget enten
imod mig eller mine Collegæ i Hr. Professor Wiedewelts Værksted, men
lade os arbejde i Fred.« Henrichsen var »Stenhuggersvend i Hr. Professor
Wiedewelts Tjeneste paa den kongelige Material-Gaard.«4
Der er her en Brydning mellem danske Svende, der vilde leve for sig,
og de tyske, stærkt zünftige Svende — de sidste vare absolut de talrigste —