220 / 470
bing paa Falster bestaaende Murer- og Tømrerlav, der fornyedes i 1728, var
heller intet ægte Murerlav, og i et 1732 i Saxkjøbing oprettet Samlingslav
bestaaende af Byens Snedkere, Smede og Murere nævnes der kun nogle faa
Murere i Lavets første Aar. I 1762 bleve Murmesterne iNakskovudtrykke
ligt gjort opmærksomme paa, at de intet Lav havde.1
Der er altsaa en Række Steder, fra hvilke der kunde indskrives Mestere
i det kjøbenhavnske Lav. Det viser sig imidlertid, at de kun kom til det
fra Sjælland, Falster og — Norge, nemlig fra Helsingør (Johan Hansen Møl
ler, 1752; Niels Pedersen Kirkerup 1761; Johan Andreas Brasen 1762; Chri
stopher Wendt 1766; Niels Kirkerup 1774; Lars Andersen Poug 1780; Peter
Christian Braunbehrens 1787; Johan Frederik Wicke 1795), Kronborg (Jo
han Heinrich Bach 1769), Fredensborg (Henrik Conrad Trautmann 1761;
Jens Pedersen Land 1778), Frederiksborg (Gottfried Hochheim 1753), Hirsch-
holm (Gordt Hauschildt 1753; Vilhelm Christian Jehring 1800), Lyngby (Lars
Svendsen 1798), Roskilde (Hans Valentin 1763), Præstø (Henrich Golff 1765;
Johan Gottfred Demel 1775), Vordingborg (Johan Adam Semier 1780), Ny-
kjøbing paa Falster (Jens Trap 1762; Jens Jacobsen Dahl 1778), Kristiania
(Johan Hessler 1779) og Bergen (Johan Henrik Wrigge 1798). Tolv Steder
møde med 23 indskrevne Murmestere, og hertil kommer endnu Stenhugger-
mesteren Johan Valentin Steinlein fra Frederiksborg (1753). Ved Indskriv
ningen maatte de betale 20 Rd. og med Navns Underskrift forpligte sig til
at betale Ud- og Indskrivningspenge for deres Lærlinge ligesom Tidepenge
for dem selv og deres Svende, ikke at tale om, at de maatte erklære, at de
ingensinde vilde flytte til Kjøbenhavn og nedsætte sig der som Murmestere
uden først at have gjort Mesterstykke dér.
Lavet her værgede sig mod Overraskelser, af hvilke der jo kunde komme
forskjellige. Det er jo saaledes ejendommeligt at se, at de fire Aarhus-Me-
steres Begjæring om Lav synes paavirket af, at en Borger dér i Byen, der
forestod Stedets Tobaks- og Rapsavling, havde søgt om at maatte udøve
Murhaandværket.2 Nej, Enhver burde blive ved Sit, og derfor trækkes der
jo ogsaa selv indenfor det kjøbenhavnske Lav bestemte Skillelinier mellem
saavel Murerne og Stenhuggerne som mellem Murerne og Gibserne. Og
derfor maatte ogsaa Murmester Philip de Lange i 1748 blive domt i en Sag,
som Malerlavet havde anlagt imod ham ; han havde malet en Bygning rød
og prydet den med Sirater. Men mærkeligt nok fik Stenhuggermester Johan
STENHUGGERE, GIBSERE OG ANDRE
207