226 / 470
KALKVÆRKSDRIFT
213
over til Lavet som saadant. Der skulde optages en Prioritet i Værket til den
voxende Gjælds Afbetaling og til Aktiernes Indløsning, hvorefter Udbyttet
skulde fordeles mellem Lavets Medlemmer. Herefter blev Lavets Skriver
fhv. Murmester Jens Jansen den, der fik med Kalkværkets Bestyrelse at
gjore, og under 2 Juni 1788 udstædte Oldermanden Johannes Svendsen og
de to Bisiddere M. H. Petermann og N. Træckel paa Lavets Vegne en første
Prioritetsobligation paa 8000 Bd. Nu blev Gjælden betalt, og i hvilken Ud
strækning Indløsningen gik for sig, kan ses deraf, at Brandkaptajn Melchior
Henrik Petermann, der ejede sex Aktier, fik to udbetalt i Juni Termin 1788
og Aaret efter endnu to, men saa skete det mærkelige, at denne Mand, der,
som ovenfor nævnt, havde været Lavets Oldermand fra 1789 til 1793 og i
1782 som Bisidder havde været med at underskrive Aktiebrevene, i 1794
anlagde Sag imod Lavet for at faa ogsaa sine sidste to Aktier indfriede end-
ogsaa med Tillæg af Benter. Hof- og Stadsrettens Dom af 21 Marts 1796
gik ham imidlertid fuldstændig imod, Lavet skulde Intet udbetale ham, han
maatte dele Skjæbne med de øvrige Aktionærer. Lavet vandt altsaa Sagen,
hvad der selvfølgelig har været det behageligt, men ud herover har dets
Glæde ved Situationen næppe været stor. Kalkfabriken betalte sig ikke.
Allerede i 1794 havde man efter Kristiansborgs Brand tænkt paa at
sælge; man mente, at Branden gjorde Konjunkturerne gode. Man fik imid
lertid ikke solgt, men endnu i en Beslutning af 17 Marts 1795 vedtog Inter
essenterne ikke at ville sælge under 10,000 Bd. Saa skete det imidlertid, at
Forbudet af 1755 mod Indførsel af fremmed Kalk blev hævet ved den ind
gribende Toldforordning af 1797, hvorefter det tillodes at indføre Kalk fra Ud
landet mod en Afgift, 1 Bd. 24 Sk. for 12 Tønder. Og saa var der atter og
atter Vanskeligheder, nu af den ene og nu af den anden Art, at overvinde.
Lavsskriveren Murmester Jansen frasagde sig i 1795 at have Opsyn med
Lavets Fjerdedel i Kalkfabriken, og man fik kun Brandmajor Brandemann
til paany at overtage Stillingen som Lavets Forretningsfører paa dette Om-
raade mod at tilsige ham 60 Bd. om Aaret, en Sum, der blev staaende som
aarlig Godtgjorelse til de senere Oldermænd. Saa skete det dernæst i 1798, at
de 8000 Bd., Lavet havde paa første Prioritet i sin Fjerdedel, bleve opsagte,
og trods ivrige Bestræbelser syntes det næsten umuligt at skalle en ny. Man
mente at maatte udstæde en Akkomodationsobligation paa 9000 Bd. til Major
Brandemann, der saa skulde søge at laane 8000 Bd. paa den, I sidste Oje-