230 / 470
F R A F R E M G A N G T I L N E D G A N G .
D
e r
er intet Nyt under Solen. Klagerne over den hoje Husleje i Kjøben-
have lydt for nu. Den alsidige Universitets-Kansler Erik Pontoppidan
omtaler i sin indholdsrige Bog »Oeconomisk Balance« (1759) »den hojtstigende
aarlige Husleje«. »En maadelig familie,« klager han, »som vil have Ind-
kjørsel og saa meget Gaardsrum, som Vognen kan vendes paa« — For
dringerne den Gang gik i andre Retninger end nu — maa give »3, 4 ja 500
Rixdaler«. »Men, fojer han til, saa boer en stor Del af vore Borgere vistnok
nu lige saa vel og tildels langt bedre end Herrer af hoj Stand i fordum
Tid«. Han er glad ved sin Tids Kjøbenhavn, Byen er i hans Tanker gaaet
mægtigt frem. »Det ses allertydeligst,« skriver han, »naar vi ligne en al
de gamle Gader mod de nye, f. Ex. Østergade mod en Gade i det nye
Frederiks-Kvarter.«1 Han peger altsaa ikke paa de Huse, der bleve byggede
efter den store Brand i 1728 — de vare, som vi have set, jo ogsaa maadelige
nok — men han peger paa det nye Amalienborg-Kvarter, for hvilket der
paa saa mange Maader blev kjælet. »Den store Plads«, der skulde anlægges
dér, skulde omgives af fire adelige »Hoteller«, og derved kom man til at
stille Fordringer ogsaa til Omgivelserne.
I Oktober 1749 modtog Kjøbenhavns Magistrat den af Arkitekten, Oberst
løjtnant Eigtved efter kongelig Befaling udarbejdede Plan for Kvarterets Be
byggelse. Kongen vilde skjænke de Lysthavende de paagjældende Grunde,
men saa skulde der ogsaa bygges godt og kjont. Husene skulde være af
Grundmur til Gaden, og Vinduerne skulde have lige Linie og Flugt; Tegningerne
til hvert enkelt Hus skulde forelægges Kongen. Mellem de Første, der byggede