228 / 470
KALKVÆRKSDRIFT
215
c. 11 Tønder Land og desuden indbefattede en betydelig Tilvæxt ved Stran
dens Opfyldning, kom til fjerde og sidste Avktion den 29 Marts 1826.1 Men
da Summen, for hvilken det solgtes, ikke blev hojere end 12,100 Rd., faldt der
kun 3025 Rd. paa Murerlavets Fjerdedel, hvad der var langt fra de 8000 Rd.,
som Overformynderiets Prioritet udgjorde, og som skulde skaffes til 11 De
cember 1826. Hvorledes Oldermanden, Kaptajn Schlage, tog Sagen, kan ses
af et Cirkulære af 22 September 1826, hvori han indkalder en Lavsforsam
ling til Afgjorelse af »denne saavel for hele Lauget som for enhver enkelt
Interessent i samme vigtige Sag«. »Og forventer jeg«, skriver han, »at ingen
af de ærede Interessenter uden allerhøjeste Nødvendighed udebliver fra Sam
lingen, ligesom det ogsaa maa blive en nødvendig Selvfølge, at de Udebli
vende maa være tilfredse med hvad de Tilstedeværende beslutte«. Han tog
Sagen som en ren og skjær Lavssag. Men alle Lavsmedlemmerne vilde ikke
lade sig sætte i en Skat af 200 Rd., ti derpaa gik det ud, og da der paa
Prioritetsobligationen i Terminen blev afbetalt 6000 Rd., blev den for de
resterende 2000 Rd. overdraget en Arkitekt Soren Thestrup Wibe, der for
at faa sit Tilgodehavende lagde Sag an imod følgende ti Lavsmedlemmer
Murmesterne C. O. Aagaard, H. O. Blom, M. Balckow, Casper Deuntzer
(Lojtnant ved Brandkorpset), J. S. Erlewein, D. W. Klein (Løjtnant ved det
borgerlige Artilleri), J. W. Schmidt og F. L. Wahl samt Stenhuggermesterne
F. Scheller (Lojtnant ved det borgerlige Infanteri) og P. Jochumsen.
Af disse Ti blev den Sidstnævnte ved Landsover- samt Hof- og Stads
rettens Dom af 25 Februar 1828 frifunden for Sagsøgerens Tiltale, han var
først bleven Medlem af Lavet, efter at dette havde ophørt at være Medejer
af Kalkfabriken. Men de Andre bleve domte til at betale de 2000 Rd., een
for alle og alle for een, dog ikke fordi de vare Medlemmer af Murerlavet;
det antoges ikke, at dette kunde fastsætte, at dets Interessenter som saadanne
skulde deltage i de Forpligtelser, der fulgte af Forholdet til Kalkværket.
»Lavet var ikke en saadan privat Stiftelse, at dets Medlemmer paa egen
Haand kunde fastsætte Betingelser, som ethvert nyt indtrædende Medlem
skulde være pligtig at underkaste sig for at blive optaget i Lavet«. Nej de
bleve domte, fordi de maatte antages selv at have samtykket i at blive be
tragtede som Interessenter i Fabriken bl. A. ved i de almindelige Lavsfor
samlinger at have taget Beslutninger om, at Fabriken skulde sælges, »hvilket
viser, at de have betragtet Fabriken som dem alle tilhørende«.