223 / 470
Efter Kjøbenhavns Brand 1728 var der selvfølgelig Folk, der spekulerede
i at kunne levere Bygningsmaterialer; og her træffe vi hl. A. to Mænd med
franske Navne, Felix du Sart og Antoine Bonfils. Og mærkeligt nok næv
nes der Sydboere som virksomme i dette Fag tidligere her i Landet. 1714
forestaas Prins Karls Kalk- og Teglværker ved Faxe af to Italienere, Julius
Buffo og Joseph Svare. Felix du Sart, der muligvis er den Samme som
den brabantske Entreprenør Dissart, der optræder ved Opførelsen at Fre
densborg, faar i Februar 1729 Bevilling til at oprette et Teglbrænderi, og i
Marts s. A. faar han og Antoine Bonfils Bevilling til at anlægge et Kalkværk.
Den Sidstnævnte havde sammen med sin Hustru Gabrielle Pigeon i 1727
faaet Bevilling til at drive en Galanterihandel i Kjøbenhavn, og det en Galan
terihandel af en ganske ejendommelig Art, ti mellem de Ting, de maatte
handle med, nævnes særlig alle Slags Konfiturer, Specerier, Delikatesser,
Likører og Vine. Endnu mærkeligere ser det ud, at der i Kjøbenhavns
Mandtal af December 1728 nævnes en Skræder og Husejer »Anthoni Bonfi«
i Lille Kongensgade, ti det maa ganske sikkert være den Samme som Ga
lanterihandleren og Kalkfabrikanten. Han og du Sart maa have været
meget foretagsomme Folk.1
Kalkværksbevillingen, som de fik under 15 Marts 1729, gav dem Bet til
at raade over to Kalkovne i Ryssenstens Bastion ved (det lille) Blaataarn,
med Eneret til i dem at brænde Kalk paa en af dem angiven særlig Maade
d. v. s. med Stenkul. Bevillingen blev given for otte Aar, men allerede i
1731 fik de en ny og bedre Plads for deres Kalkværk, nemlig en Plads
udenfor Østerport, hvor den saakaldte Baadsmandsskanse var anlagt. Og nu
drev de her i en Aarrække med stadig Fornyelse af deres Eneret en ind
bringende Fabrikation. Da Bevillingen i 1748 blev fornyet, lyder den imid
lertid ikke længere paa du Sart og Bonfils, men paa den Sidstnævntes Enke
Gabrielle Pigeon i Forbindelse med en anden Franskmand, Gaskogneren
Mathieu Toyon, der allerede boede i Kjøbenhavn 1728. Den Gang var han
Traktør og ejede et Hus i Pilestræde, som han aabnede for Byens to »af
brændte« reformerte Præster; senere nævnes han som den, der forestod
Kongens Kjøkken.2 Selvfølgelig kunde Kalkværket udenfor Østerport dog ikke
i Længden beholde som Eneret at brænde Kalk ved Stenkul. Stenhugger Fort
idig søgte om Ret hertil i 1749, og Enkedronning Sofie Magdalene ønskede
i 1754 den samme Ret for sit Kalkværk ved Nivaa. Det naaede de dog
210
KALKVÆRKSDRIFT