233 / 470
2 2 0
FRA FREMGANG TIL NEDGANG
Carl Jennerich, Peter Krause, H. C. Ondrup, J. M. Quist, J. C. Taul)ert;
som Under-Brandmestere Murmesterne Jacob Bohnke, Jens Jansen, Henr.
Kyhorn, J. C. Schottmann, M. Trabolt, J. C. West og Anton Wilcken, og
som Sprojtemester den unge Murmester L. Thrane.1 De have sikkert alle
hver i sin Stilling kæmpet tappert mod Ilden.
Brandmajor Boye Junge, der af Helbredshensyn havde sex Ugers Orlov,
blev ved Stafet hentet ind fra sin Landgaard paa Gamle Kongevej, og fra
Fredag Eftermiddag c. Kl. 37a til Løverdag Aften Kl. 7 var han uafbrudt
i Virksomhed, men saa kunde han af Træthed omtrent hverken gaa eller
staa. I sit Hjem i Kronprinsensgade, som han søgte til, kunde han dog umu
ligt blive, han kunde ingen Hvile finde. Kl. 10 samme Aften mødte han paany
ved Frue latinske Skole i Skindergade, og nu var han i Tjeneste ig'jen til Sondag
Morgen Kl. 3, og efter to Timers Hvile (Kl. 3—5) holdt han saa ud, til Ilden
endelig Sondag Eftermiddag omtr. Kl. 6 betragtedes som slukket. Han spa
rede sig absolut ikke, men derfor var langtfra Alle tilfredse med hans Le
delse saa lidt som i det Hele med det væsentlig af Murere og Tømrere be-
staaende Brandkorps, og Misfornojelsen fik Udtryk i et lille Skrift »Betragt
ninger over Kjøbenhavns ulykkelige Ildebrand den 5., 6. og 7. Juni 1795 <,
der særlig vender sig mod Boye Junge, der paa denne Tid under mange
Vanskeligheder og Processer havde gjennemført Anlæget af Kronprinsens
gade. Den anonyme Forfatter sammenligner ham med en af hans Fonnænd
Joh. Vilh. Mazard, der havde været først Vice-Brandmajor og derpaa Brand
major i Kjøbenhavn fra 1735 til 1778,2 og som efter hans Mening stod langt
over Boye Junge. Han skriver bl. a.: »han var hverken Mur- eller Tømmer
mester eller Entreprenør for Bygninger, han levede blot af sit Embede, Bvg-
ningsspekulationer opfyldte ikke hans Hoved«.
Boye Junge, der var bleven Brandmajor i 1787, androg herefter om at
laa sit fo rho ld undersøgt, og den Kommission, der i den Anledning blev
nedsat, erklærede efter en vidtløftig Undersøgelse under 30. December 1797,
at han havde »iagttaget Alt, hvad der efter Omstændighederne af ham kunde
iordres«. Han fik fuld Oprejsning, men allerede i 1796 havde han paa Grund
af Alder og Svaghed (han var født i 1735) søgt og faaet sin Afsked, hvad der
lod Murmester Henr. Brandemann rykke op til at blive Brandmajor.3 Trods
den anonyme Forfatters Udtalelse om, at Brandvæsenet ikke burde ledes af
en Haandværksmester, men helst af en kyndig Artilleriofficer, vedblev Mur-